14
minde, Hofjægermester Scavenius paa Basnæs, Baron Reedtz-Thott paa Gaunø, Hofjægermester Bech paa Valdbygaard, General Haffner paa Egholm.
Ræves og Rovfugles Antal indskrænkedes, og Harer og Agerhøns trivedes med Fasanerne.
Men nu gaar det lidt tilagters med Fasanerne. Folk er blevne kjede af at skyde dem, og Folk er ogsaa blevne kjede af at spise dem. Her gjør man nu Fasanerne Uret. Fasanstegen skal ikke være Middagens pièce de résistance, som en Oksemørbrad skal være det, den skal være en lille, let Mellemret i en stor Diner og vædes med et Glas ægte Châteauvin, helst retour de l’Inde, lidt Salat (laitue) til — og saa er der Ingen, der med Rimelighed vil kunne klage over Tørhed.
Der er Fasanener hele Europa over. Naar den indiske Nabob, Hs. Højhed Prins Djulyp-Sing, som, da han ikke var ganske paalidelig, har faaet Lov til at spise sine Millioner i England, inviterer Prinsen af Wales til Jagt, staar der en Buket af Fugle op, hvori der baade er Guldfasaner, Lady Amhorst og Paafugle. Men det er vel ikke finere, end naar den Tredje Napoléon hos Rothschild paa Ferrières skød Pappegøjer, der i Faldet — som Roms Gladiatorer — raabte: Vive l’empereur.
Herregud, Ferriéres! Det var dér, at Jules Favre løb ud til Bismarck og græd og trumfede med sin Tomme og sin Steen og viste sig at være en lige saa stor Stakkel som daarlig Diplomat; men det skiftevis flæbende og trumfende
