26
Snore, som man maa være meget varsom med ikke at komme for nær, da de bider; og Herren roer og stager og vader og sviner. Er det en Herre-Bestilling? Og saa Fangsten! Ækle, kolde, klamme, klæbrige Tingester — det manglede bare, at de havde hvidt Blod — som ikke lugter af Nogetsomhelst, men som kan klistre Ens Snude til med Skæl, der ikke er til at blive af med igjen. Det er sørgeligt, naar man tænker paa Lyngheden og de laadne Grøfter, paa Urfuglen og den dampende Hare, paa den bløde, mangefarvede, duftende Sneppe, som saa nyligt har forladt os. Naa! der er ikke Andet for end at rulle sig sammen, sætte et tvært Ansigt op, lade som om man sov (man kan jo altid kigge lidt med det ene Øje: blunde, som det hedder paa Militær-Sproget) og resigneret vente, til denne fordømte Fiskepassion har raset ud, og Ænderne om en Maanedstid eller to har sat Spejl. — Hunde og Fiskeri passer ikke sammen.
Der skal helst godt Vejr til, naar Fiskeriet skal nydes; stille Varme. Det vil sige Snørefiskeriet. Der skal drives, dræves, drøsses, dase er nok egenlig Ordet for det Slags Sommer-Driveri; enten man ligger i en Baad eller hænger over et Rækværk eller rider paa en Træstamme, maa der Varme til, naar man skal finde Fornøjelse i at se Proppen danse paa Bølgerne.
Om Foraaret er det navnlig Gjedderne, det gaar ud over, og der er mange Maader at tage dem paa.
Den simpleste bestaar i at fange nogle ulykkelige Skaller, stikke en Messingtraad, som bærer et Kors af store Kroge,
