48
Egnen og gav Gjenlyd fjærnt og nær. Men fra Fjenden lød der Hvin og Skrig og han spredtes og flygtede. Da saa næste Morgens Sol kiggede op over Bakkerne, skinnede den paa et Par blodige Kroppe og nogle afrevne Arme og Ben, paa Tornystre, Huer og Patrontasker, de Saarede havde Fjenden taget med sig, kun en enlig Hest, en Skimmel, stod paa tre Ben og dinglede af og til med Stumpen af det fjerde, saa at de røde, levrede Draaber sprøjtede omkring og plettede dens hvide Skind og Manke.
— — Tanken flyver over Land og Sø, til fjærne Steder og svundne Tider, medens man sidder paa Klittens Byg og venter paa, at den første Stjærne skal tændes og Andetrækket begynde. Og det varer kun kort, Trækket. Naar Maanen bliver Enehersker, er det Tid at gaa hjem. Hjemad følger man Stierne, om de ogsaa slaar en Bugt, thi Græsset er fugtigt, Duggen er falden og Gjenvej tværs igjennem Skoven er ikke tiltalende om Natten, selv om det er maanelyst. Maanen gjør ræd.
Halvmaanen med det bleggule Skær, den maa om Natten vaage; dog skjelner man kun, hvad der er En nær, Resten svinder i Taage. Men naar saa Vinden blæser frisk, i Søen sig Straalerne bader, som om en Stime gyldne Fisk leged i Bølgernes Flader.
Og Havfruerne med den svulmende Barm og det lokkende Suk, men skælklædte fra Bæltestedet (som de holder under Vandspejlet), og de lette Ellepiger med det straalende Ansigt og den hule Ryg (men de vender Ansigtet til) og
