Side:Julies dagbog.djvu/124

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

116

og jeg selv er som en Sang, der stiger og stiger …

Hvad vil det sige at lyve? At have en Hemmelighed saa bedaarende og sød, at man ikke vil dele den med Nogen! Det er let at lyve … Lyve er et grimt Ord, men Meningen er smuk. Hvad andet er det Solen gør, naar den, gemt bag en Sky, lister en enlig Straale ned til Violen ved Markvejen? Hvad andet er det, naar to Fugle leger Skjul bag Træernes Blade?

Jeg spadserede gennem Byen i Formiddag. Tusinder af Mennesker mødte jeg. Hvad saá de i mig? En ung Pige som Tusinder andre unge Piger, en ung Pige, der gik sig en Tur, beskyttet, bevogtet af sin Moder. Men hvad de ikke saá, og hvad de ikke maatte se, fordi det var hendes livsalige Hemmelighed, det var det Blik, den unge Pige vekslede med en ung Mand paa den anden Side Gaden … det var, at hun hos Blomsterpigen paa Hjørnet tog to Violbundter, førte dem begge til sin Mund, og at hun saa købte det ene, mens han straks efter købte det andet og kyssede det.

Hvor dejligt det er at leve, hvor dejligt at være ung. Lad nu komme, hvad der