128
jeg er saa ganske uden Hensigt med Dig. For jeg kan intet, véd intet, er intet uden Dig.
Og derfor bliver dette Brev i min Dagbog.
Julie.
3. April.
Saa er det da kommet, som det maatte komme. Erik og jeg har sagt hinanden Farvel.
Jeg er glad over, at det er overstaaet, og at det gik saa stille og pænt. Jeg føler det som en velsignet Lettelse, at jeg ikke længere skal møde Eriks forundret spørgende, tungt bebrejdende Blik.
Han havde godt mærket, at der var foregaaet en Forandring med mig. Han mærkede, at jeg gled længer og længer bort fra ham — uden dog at ane hvorhen.
Jeg er glad over, at det er forbi. Det var saa stygt, og det gjorde mig ond. Det hidsede mig til uretfærdigt Had og det tvang mig til at handle lavt og uværdigt.
Jeg havde som halvvoksen Pige en Hund. Jeg var lunefuld og ikke altid god imod den; dog elskede den mig over al Maade. Det hændte, at jeg, naar den ifølge gammel
