131
Han tog min Haand. Den var iskold, hans varm og fugtig og skælvende. Han saá alvorligt og kærligt paa mig og sagde roligt:
»Jeg kommer, Julie, for at spørge Dig, om Du vil blive min Kone?«
Spørgsmaalet kom saa pludseligt og saa bestemt formet, at jeg ikke straks kunde finde Svar.
Han vedblev da:
»Ser Du, jeg kan ikke længer holde dette ud. Jeg har ventet og ventet, fordi jeg ikke turde spørge. Jeg syntes, der var dog Haab, saalænge der intet Svar var. Nu maa jeg have Vished. Hvad Svaret saa bliver, vil det være bedre for mig end de sidste Tiders Angst og Uro. Du skal svare mig helt ærligt, Julie — det er det eneste, jeg forlanger af Dig. Vil Du blive min Kone?«
Jeg havde genvundet min Fatning og jeg svarede, svarede saa venligt jeg kunde, men sikkert og fast:
»Havde Du behøvet at spørge Erik? Jeg synes det ikke. Nej, Erik, jeg kan ikke blive din Kone!«
Han slap min Haand og sad nogle Øjeblikke som i Overvejelse, inden han spurgte:
9*
