130
paa hans Læber … det var haabløst at svirre længer rundt: pludselig var det nævnt, vi var i Flammen. — Og saa stadig den samme foragtelige Komedie om igen, at Erik, som intet forstod, men handlede som i Blinde, forsvarede sin Ven, mens jeg angreb ham.
Nej, det var ikke til at holde ud. Godt, at det er forbi.
Det var i Formiddags. Erik vidste, at Moder idag skulde i Kirke alene. Saa ringede det. Det var ham.
Han var bleg, men alligevel meget varm. Han sad og tørrede Sveddraaber af sin Pande. Vi havde vekslet nogle almindelige Ord om ligegyldige Æmner, saa sagde han — jeg sad ved Vinduet, han ved det runde Bord midt i Stuen —: »Gør mig den Tjeneste, Julie, at flytte Dig herhen. Jeg har noget at tale med Dig om.«
»Og det kan ikke besørges paa Afstand?«
»Nej. Vær nu god og gør, som jeg beder Dig om.«
Jeg satte mig ligeoverfor ham, og der blev en Pavse. Vi var vist begge lige forlegne og lige ilde til Mode.
