153
Han svarede: »Ja, jeg gjorde vist Lykke. Men lad mig nu faa den eneste Kritik, jeg bryder mig om at høre, den eneste værdifulde Kritik. Hvad syntes Du? Var det godt, var det rigtigt? Vakte det Minder hos Dig? Blev Du en Smule greben af det?«
Jeg lagde mine Arme om hans Hals, saá ham al min Lykke ind i Øjnene og hviskede ham et »Tak«. — Men siden sagde jeg ham det samme med mange flere Ord.
Der stod paa hans Skrivebord en Buket
gule Roser. Straks jeg saá den, tænkte jeg:
den er fra hende.
Jeg blev forstemt, og han mærkede det. »Hvad er der i Vejen?« spurgte han.
»Ingenting.«
Men lidt efter maatte det ud.
»Du har faaet Blomster,« sagde jeg. »Det er vel fra …«
Han afbrød mig:
»Fy Julie!« Og han saá alvorligt, næsten bedrøvet paa mig.
