166
klokken. Jeg kom ligefrem til at ryste af Skræk.
Det var ikke andet end Postbudet, der havde kastet et Brev ind i Brevkassen.
Brevet var til Moder, jeg lagde det paa Bordet og satte mig igen hen ved Vinduet. Men jeg kunde ikke genvinde min Ro. Den voldsomme Kimen — ligesom der var Fare paa Færde — lød stadig i mine Øren. Jeg gjorde Nar ad mig selv. Nervøst Skabehovede! titulerede jeg mig. Herregud, Postbudet har hatt travlt og i Farten rykket lidt stærkt til. Fra hvem mon forresten Brevet var, jeg kendte ikke Skriften. Jeg rejste mig og tog det. Det var en gammeldags, lang og smal Konvolut, og Skriften vaklede übehjælpsomt frem og tilbage med store klodsede Bogstaver. Der var ogsaa Fejl i Bogstaveringen. Hvem kunde det dog være fra? Jeg kendte ellers altid Skriften paa de faa Breve, Moder fik.
Skulde det være fra Bedstemoders gamle Pige med Meddelelse om, at Bedstemoder var bleven farlig syg? Nej, det var ikke rimeligt. Vi havde faaet Bud og ikke Brev.
Men fra hvem da? Pludselig gav det et Angstskrig inde i mig. »Brevet angaar Dig!
