219
Navnlig er der nok en Enkefrue med to Døtre, som han med Iver dyrker.
Først, da han omtalte disse unge Damer, var det med meget Forbehold; han søgte nærmest at give det Udseende af, at han med sin bedste Vilje ikke kunde undgaa dem. De plagede ham med Invitationer og med Opfordringer til Deltagelse i alskens landlige Adspredelser.
Jeg begik da den Fejl at lade, som om jeg var jaloux. Dette morede ham aabenbart, og nu stikker han mig evig og altid disse Frøkner med alle deres for tryllende Egenskaber i Næsen. Jeg véd jo nok, at det skal være Spøg; men det piner mig alligevel, hvad jeg dog ikke synes, jeg kan være bekendt at tilstaa.
Tværtimod spørger jeg ham stadig om hans to smaa »Veninder«. Han hævnede sig da sidst paa en Maade, jeg ikke kunde lide. Han begyndte at tale om Erik, som han paastod, han hele Tiden havde været jaloux paa.
Stakkels Erik! Hver Gang, jeg tenker paa ham, bliver jeg trist. Han holdt sikkert forfærdelig meget af mig, ellers kunde han
