220
ikke have taget det saa fint og smukt, da han fik Vished om, at jeg ikke kunde blive hans.
Nu sidder han i Berlin, og jeg hører aldrig direkte fra ham. Men til Moder har han en Gang imellem skrevet, og hun har vistnok ogsaa svaret ham.
Da han nu forleden kom med sin Hentydning til Erik, fortalte jeg ham — for jeg vilde ikke oftere have den Sag bragt paa Bane, — hvordan det i sin Tid var endt mellem Erik og mig. Jeg for talte ham, at Erik havde spurgt mig, om jeg vilde blive hans Kone, og at jeg havde maattet svare Nej.
»Hvorfor, behøver jeg vel ikke at sige Dig«, tilføjede jeg.
Han saá, ligesom skamfuld, paa mig og sagde kun: »Jeg beder Dig om Tilgivelse «.
Men længe efter var vi begge alvorlige.
13. Juli.
Ja, det var et vanvittigt Indfald af mig, men jeg blev ogsaa haardt straffet for det.
Vejret var saa henrivende imorges, jeg længtes saa meget efter ham, og jeg syntes,
