234
Jeg kan og vil ikke lyve for Dig; jeg siger Dig, som det er: Jeg er saa træt, saa hjælpeløst træt, at jeg ikke kan mere.
Dette kom til klart Udbrud imorges, da jeg fik dit sidste Brev. Jeg var endnu ikke staaet op, da det blev mig bragt. Jeg ventede Brevet, jeg vidste jo, at det vilde komme. Hør mig nu roligt, døm mig ikke straks: Jeg laa og ønskede, at der for en Gangs Skyld intet Brev maatte være; jeg var ligefrem hjærteangst for at se min Værtinde træde ind med det tykke Brev, hvis Udskrift, Overskrift og Underskrift jeg kunde udenad og hvis Indhold — ak! — jeg ogsaa syntes at kende paa Forhaand. Saa laa Brevet paa mit Sengetæppe; som en Mare tyngede det mit Bryst med tusinde ubestemte Angster. En graa Knugen lammede min Hjærne og fyldte min Sjæl med en Fortvivlelsens Lede: Jeg kunde ikke overvinde mig til at bryde Brevet og læse det.
Hvor længe jeg laa saadan, véd jeg ikke. Der var ikke faste Tanker i mit Hoved, kun denne tunge graa Knugen,
