233
Forsikring, som jeg beder Dig tro: Da jeg i mit sidste Brev talte om mulige Hindringer for mit Besøg i Sorø, anede jeg ikke, at jeg idag vilde skrive det, der nu følger.
Jeg vilde gærne, Du skulde tro — selv om Du ikke forstaar det — at dette er noget, der er kommet uden klar og bevidst Forberedelse som noget nødvendigt, uundgaaeligt, som noget stærkt og tvingende, noget, der maatte nu saa være. Men naturligvis har det længe ulmet i mig, stille og langsomt arbejdet sig frem. Der var Øjeblikke, hvor jeg følte det; men jeg tvang mig til at tro, at det ikke betød noget, og saa fulgte der igen Tider, hvor jeg trygt sagde til mig selv: Det var kun en taabelig Indbildning, en forbigaaende, intetsigende Misstemning — alt er endnu som før.
Indtil pludselig Sandheden sprang frem som en uafviselig Flamme i min Sjæl. Det er forbi, det maa være forbi.
Ja, Julie — det meget slemme og tunge, jeg har at mælde Dig, er, at det maa være forbi mellem Dig og mig.
