232
har han sagt til sig selv. »Hun er saa blid og saa engleagtig, og saa vikler hun mig alligevel om sin Lillefinger — meget lille Finger.«
Nej, Du skal saamæn ikke skamme Dig, fordi Du denne Gang føjer mig. Jeg lover Dig at gøre hundrede Gange Gengæld.
»Jeg kommer altsaa efter al Rimelighed,« ender han. »Dog beder jeg Dig huske, at der kan komme Hindringer. Jeg siger det ikke, fordi jeg tror, at der kommer nogen Hindring, men fordi jeg af Erfaring véd, hvor daarligt forberedt Du er paa at møde et skuffet Haab.«
Jeg takker skyldigst, vise Mand.
Jeg skriver nu atter til ham, og jeg skal ikke glemme at meddele ham, at jeg betragter f. Eks. Jordskælv som en gyldig Udeblivelses-Grund.
7. August.
(Brev indlagt i Dagbogen.)
Vedbæk, den 6. August.
Kære Julie! Lad mig begynde dette Brev, der vil volde Dig stor Sorg, med en
