236
Men det allermest fortvivlende er, at Du sandsynligvis slet intet vil forstaa af det altsammen. Du vil kun forstaa, at jeg svigter Dig, trods al din store Kærlighed, og Du vil enten tro, at jeg handler i Galskab, eller Du vil tro, at jeg hidtil har løjet som en Bandit.
Og saa er Sandheden dog den, at jeg hverken er gal eller har løjet, men at jeg er et frihedssygt Menneske, der lammes paa Ævner og Humør, saasnart et Forhold begynder at indsnøre mig.
Ser Du, da vi to i sin Tid lærte hinanden at kende, da troede jo hverken Du eller jeg, at det vilde blive til mere end et flygtigt Øjebliks uforpligtende Glæde. Det var et Lune, en Stemning hos os begge, der var ingen Tanke fra nogen af Siderne om et fast og varigt Forhold, end sige om evig Kærlighed.
Da skete det, at vi virkelig blev forelskede. At jeg elskede Dig, behøver jeg næppe at forsikre. Selv om jeg ikke ofte — hvad Du drillende bebrejdede mig — har sagt det, vidste Du det af
