237
min Stemmes Klang, af mit Blik, af hele mit Væsen, der ikke lagde Skjul paa, hvor dyrebar Du var mig. Du kom til mig som noget nyt og forunderligt, saa uberørt og troende, og Du vakte hos mig Følelser mere sarte og ømme, end jeg hidtil havde kendt. Jeg følte mig i vor Kærligheds Morgenrøde som en lykkelig Opdager og Erobrer, fri, sterk, svulmende af Vilje og Ævne til nye Bedrifter.
Vi elskede hinanden; men vor Kærlighed var af forskellig Race. Jeg var forelsket som en ikke uerfaren Mand og som en Mand med artistisk Frihedstrang. For Dig var Kærligheden dit Livs alt og eneste, og Du havde intet andet Ønske end at give Dig og eje mig helt og uden Begrænsning.
Jeg vilde nyde vort Forhold som Oaser i Hverdagslivets Ørken. Du vilde, at det skulde fylde hele vort Liv.
Og saa kom det ganske naturligt, at din ungt voldsomme og stærke Kærlighed løb min mindre haardføre Kærlighed træt.