242
Selve Adskillelsens Stund er altid bitter. Jeg tør slet ikke tænke paa, hvilken Fortræd og Smærte jeg nu volder Dig. Men nåar en Tid er gaaet, og vi atter ses — mere rolige, end vi nu kunde mødes — da tror jeg, Du vil sige som jeg, at vi skiltes netop i det rette Øjeblik, og at vi førte vor Kærligheds Skjold uplettet ud af Stevnet.
Farvel, og prøv paa at dømme mig ikke altfor strængt.
A.
8. August.
Dagen gik, og Natten gik. Det er blevet en ny Dag; det var igaar, at det skete, og alligevel lever jeg.
Altsaa dræber Sorgen ikke, og jeg dræber mig ikke af Sorg.
Da jeg havde faaet hans Brev og jeg havde læst det to Gange, før jeg forstod, at det hverken var en Spøg eller en Misforstaaelse, da græd jeg ikke og besvimede ikke. Jeg var ganske rolig, saa underlig klart og koldt reflekterende. »Det er altsaa forbi,« sagde
