248
foran mit eget Spejlbillede, blev pludselig bange for dets blege Ansigt med opspilede, spøgelseagtigt blanke Øjne, kom til at ryste og vendte nervøst Hovedet bort for ikke at se.
Mit Blik faldt derved paa Væggen bag Kommoden. Væggen var betrukken med stribet gult Tapet, der var skjoldet af Fugtighed og hist og her laset. Paa dette gamle mugne Tapet kravlede et Dyr, et langt, smalt og fladt, gulligbrunt Insekt med mangfoldige vimse Ben. Det kom sikkert fra Flængen dér i Hjørnet til Højre. Med Væmmelse fulgte jeg dets Manøvreren hen ad Væggen; det søgte hen mod Lyset og Varmen paa Kommoden. Allerede havde jeg rejst mig for at dræbe det med min Klædebørste. Da saá jeg et andet Insekt stikke Hovedet frem under Tapetflængen og glide ud paa Væggen. Jeg blev staaende, lammet af en Uhyggens Rædsel, stirrende med store, stive Øjne paa de modbydelige Dyr. Og se — det var, som om hele Væggen begyndte at mylre: et efter et listede Dyrene sig frem fra Hjørnet, de gik i en lang Karavane hen mod Kommoden. Og nu opdagede jeg det: de kom ikke blot fra Flængen til Højre; overalt, hvor der var
