249
en Rift i Tapetet, kravlede de frem, og flokkevis kom de dragende nede fra en Sprække mellem Væggen og Gulvet.
Jeg turde ikke røre mig, turde ikke begynde at dræbe dem; for hvert, jeg dræbte, vilde der mylre ti frem. Jeg vovede ikke at dræbe disse Dyr, der ligesom væltede frem fra en Grav med Lig og Forraadnelse.
Jeg stod kun og ventede paa det forfærdelige Øjeblik, da de vilde naa over paa Kommoden, over til mig. Allerede strakte de deres fimrende Ben ud for at faa fat i Toiletspejlets Gardin. Med alle Nerver spændte iagttog jeg deres Forsøg. Da fo’r jeg sammen ved en kold Kilren paa min Haand, der hvilede paa Kommoden. Med et Skrig strøg jeg Krybet bort og saá i det samme, at Dyrene allerede nedefra Gulvet havde entret Kommoden.
Jeg var i dette Øjeblik vanvittig. Jeg tænkte: »Nu kommer Ligdyrene for at tage Dig som Bytte!« — og jeg styrtede ud af Værelset, ned ad Korridoren og ind til Moder, der forfærdet vaagnede, og hvem jeg kun kunde forklare: Jeg er saa bange, jeg er saa bange!
