250
Moder tog mig op til sig, kælede for mig som for et lille Barn, og da jeg var bleven lidt roligere og laa og græd stille, sagde hun: »Fortæl mig saa alt, hvad der er i Vejen med Dig. Fortæl mig, hvorfor Du i sin Tid lod Erik rejse, og hvorfor Du nu er saa bedrøvet.«
Men jeg bad hende ikke forlange nogen Forklaring nu. Hun skulde nok siden faa alt at vide.
Da tog Moder mig med begge Hænder om Hovedet, drejede mit Ansigt om mod sig og saá mig fast i Øjnene, idet hun sagde: »Der er kun én Ting, Du skal og maa sige mig, Julie. Du er vel ikke —?« Jeg standsede hende ved at lægge min Haand paa hendes Mund. »Nej, Moder« — jeg smilede bedrøvet —, »det, Du tænker paa, skal Du ikke være bange for.«
»Saa Gudskelov da. For Du véd ikke, hvor jeg har været bange i de sidste Dage. Og at der var noget, Du holdt hemmeligt for os, har jeg jo længe mærket. Men jeg tænkte, der var En, Du traf hos Christiane, og at Du nok en Dag kom og fortalte os om Forlovelsen.«
