Side:Julies dagbog.djvu/263

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

255

tægter og Fordomme; et fint lille Menneske, der ikke blev simpel ved at handle paa Trods af det pæne Selskab, men tværtimod derved udvikledes til en ejendommelig Overlegenhed.

Nej, Julie, det kan ikke være Dig, som har sendt mig det Sypige-Brev, der tog dit Navn forfængeligt. Hvor skulde Du, stolte, rene, søde Pige, have lært de hektisk forhippede Ord?

Jeg har — jeg véd det — handlet blodig ondt imod Dig. Men det, Du nu gør mod Dig selv, er tusind Fold ondere.

Min egen Ven, min Sjæls yndigste Minde og Veninde, jeg sørger over dit Brev som over en Vandalisme, som over et af unænsomme Hænder skændet Kunstværk. Mere end det: Jeg føler Skam paa dine Vegne. Og jeg synes, at det er det sørgeligste, jeg har oplevet.« 


* * *