270
følgende Tid mødte jeg ham af og til, og undertiden talte vi lidt sammen. Saa begyndte han igen at komme herhjemme, men naar han havde været her, greb Anfægtelserne min Sjæl.
Endelig en Aften, for en Uges Tid siden, traf han mig alene hjemme, og da var det, han lod mig forståa, at han vidste det altsammen. Han sagde mig det ikke ligefrem. Han fortalte en Historie. Den lød:
En Ven af ham nede i Tyskland elskede en ung Dame. Han var en dygtig Købmand, brav og god, men hverken meget vittig eller interessant, — et jævnt Hverdagsmenneske af samme Kaliber som jeg selv omtrent, sagde han med et Smil. Hun var — nu kom en Mængde blomstrende Betegnelser. Foruden alt dette yndige var hun et lille romantisk Menneske med højtflyvende Fordringer til Livet. Intet Under derfor, at hun lod sin Fætter Købmanden forstaa, at hans Kærlighed var haabløs. Hun fløj bort fra ham, og hun fløj højt. Men en skønne Dag traf han hende vingeskudt og bedrøvet. Hendes høje Flugt havde kun skaffet hende en stakket Lykke. Hendes Smærte gjorde ham mere ondt, end om det havde været hans egen, for han elskede
