Side:Julies dagbog.djvu/281

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

273

for sidste Gang har mine Taarer vædet dem. Jeg har ogsaa brændt hans Billeder; værst var det at slippe det, hvor han var en lille Dreng. Nu er det altsammen borte. Dog Sløret, som laa i Skuffen mellem alt det andet, kunde jeg ikke brænde. Moders og mit Slør. Jeg begravede mit Ansigt i det, og jeg syntes, det var et levende Væsen, en trofast Veninde, tavs overfor alle Andre, men hviskende til mig en mild og daarende Duft af dejlige Minder. Jeg kunde ikke dræbe det. Det klappede bedende min Kind, syntes jeg, jeg gav det Kys og Kærtegn; jeg græd i dets bløde Skød og jeg lovede det, at det og jeg alle Dage skulde blive sammen. Jeg svøber det om min Dagbog og gemmer dem, saa Ingen skal kunne finde dem. Men kommer der ensomme Stunder, hvor jeg synes, Livet er altfor graat og fattigt og ingenting, da søger jeg til mine to gamle Fortrolige og mindes med dem den flygtige Tid, da Livets brogede Mangfoldighed som en vidunderlig Aabenbaring benaadede min fattige Ungdom.

Min Dagbog er endt. Og Aaret, jeg gik saa usikker ind i, er endt. Min Skæbnes Aar blev det. Rigt paa Lykke og rigt paa Smærte.

Julies Dagbog.

18