tater eller beslutninger fra mellemfolkelige organisationer, som efter deres indhold er bindende for enhver. Dette gælder, uanset om traktatbestemmelserne er
kommet til verden før eller efter den nationale lovbestemmelse. Den hollandske
grundlov giver således en del af traktatretten fortrin fremfor den nationale lov.
Noget tilsvarende gælder efter fransk ret i kraft af en bestemmelse herom i den franske forfatning,[1] og antages at gælde i Luxembourg og formentlig i Belgien; i ingen af disse to lande er forholdet dog udtrykkeligt reguleret i forfatningen.
I Forbundsrepublikken Tyskland udgør den folkeretlige sædvaneret i kraft af en udtrykkelig bestemmelse herom i forfatningen bestanddele af forbundsretten. Denne bestemmelse omfatter imidlertid ikke traktatretten, og det antages, at der kræves en eller anden form for intern foranstaltning, for at gyldigt indgåede traktater kan anvendes i Forbundsrepublikken. Det samme er udgangspunktet efter engelsk, irsk og italiensk ret samt i Norge og Sverige. Der følges imidlertid ikke den samme lovtekniske fremgangsmåde i forbindelse med opfyldelsen af en traktatmæssig forpligtelse i de nævnte lande.
Det forhold, at den traktatmæssige forpligtelses indvirkning på de interne retsregler således er reguleret på forskellig måde i de forskellige staters interne retsorden, er en klar illustration af, at det – som fremhævet ovenfor under punkt 2 – efter folkerettens almindelige regler i princippet står en stat frit for, hvorledes den gennem sin interne retsorden vil sikre, at statens administrative myndigheder og domstole faktisk optræder i overensstemmelse med indgåede traktatmæssige forpligtelser.
Den danske grundlov indeholder ingen udtrykkelig bestemmelse om, hvilken retlig betydning en folkeretlig forpligtelse for den danske stat i henhold til en gyldigt indgå et traktat har i forhold til danske administrative myndigheder og domstole.
Efter dansk retsopfattelse har det imidlertid fra langt tilbage i tiden[2] ligget fast, at en gyldigt indgået traktat ikke uden videre kan håndhæves af danske domstole eller af danske administrative myndigheder på lige mod med, endsige forud for, en sædvanlig dansk lov. Hvis en traktatbestemmelse fastsætter noget, der er i strid med en udtrykkelig, intern dansk retsregel, skal den danske retsregel – og ikke traktatbestemmelsen – anvendes af danske myndigheder; og en traktatbestemmelse kan ikke erstatte en manglende hjemmel i gældende intern dansk ret i tilfælde, hvor sådan hjemmel kræves som grundlag for de danske myndigheders virksomhed.
At gyldigt indgåede traktater ikke uden videre har lovskraft i dansk ret må nu også anses for forudsat i grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt.[3]
Det forhold, at legalitetsprincippet efter dansk ret fastholdes uanset modstående
- ↑ Se dog nærmere nedenfor side 125 f.
- ↑ Opfattelsen synes at kunne spores helt tilbage til tiden kort efter grundloven af 1849, se Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side i65-170.
- ↑ Jfr. således Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 171 og Max
Sørensen: Statsforfatningsret side 274, jfr. samme,
N.a.T. 1966 side 108.
Det anførte må dog sammenholdes med bemærkningerne nedenfor under punkt 6 b (om „fortolknings-“ og „formodningsreglen“).
Der er i det foregående set bort fra grundlovens § 20, hvis retlige betydning som anført nedenfor i afsnit III først og fremmest ligger i muligheden for at give mellemfolkelige myndigheder adgang til at fastsætte regler, der er umiddelbart anvendelige i Danmark.
74
