Side:Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk tiltrædelse af de Europæiske Fællesskaber.pdf/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

at ændre de hidtil gældende retsregler på en made, der muliggør løbende traktatopfyldelse, må den pågældende minister formentlig i almindelighed være forpligtet til at gennemføre sådanne ændringer.

Til støtte herfor kan der henvises tit bestemmelsen i § 5, stk. 1, i loven om ministres ansvarlighed. Efter denne bestemmelse kan en minister straffes, „... hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed“. Gennemførelse af foranstaltninger, der er egnede til at sikre den danske stat imod risikoen for traktatbrud, synes i sædvanlige tilfælde at måtte anses for en forpligtelse, der påhviler enhver minister „efter hans stillings beskaffenhed“, i det omfang foranstaltningerne kan gennemføres af den pågældende minister inden for rammerne af gældende lovgivning.[1] Og en tilsidesættelse af denne forpligtelse må efter omstændighederne kunne pådrage den pågældende minister et retligt ansvar.

Derimod gælder der ikke nogen forpligtelse for lovgivningsmagten til at gennemføre de ændringer af gældende lovgivning, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af traktatmæssige forpligtelser. Efter dansk statsforfatningsret ligger det jo netop fast, at en eventuel konflikt mellem en dansk lovbestemmelse og en gyldigt indgået traktat principielt er uden betydning for lovbestemmelsens gyldighed i forhold til de danske retsanvendende myndigheder. De er – med det forbehold, der følger af „fortolknings-“ og „formodningsreglen“[2] – forpligtede til at anvende den danske lovbestemmelse, selv om de derved nødsages til at optræde på en made, der udgør et traktatbrud. Over for et bevidst ønske fra lovgivningsmagtens side om at fremkalde et traktatbrud, indeholder dansk ret ingen retsmidler.

I dette forhold gør bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, principielt ingen forskel. På grundlag af denne bestemmelse må det dog formentlig antages, at der efter omstændighederne kan påhvile vedkommende minister en forpligtelse til at søge en konflikt mellem gældende danske lovbestemmelser og en gyldigt indgået traktat afværget ved fremsættelse af et dertil sigtende lovforslag for folketinget.[3] Dette kan navnlig blive aktuelt i tilfælde, hvor der i henhold til grundlovens § 19, stk. i, er indhentet samtykke fra folketinget til indgåelse af traktaten under henvisning til, at traktaten medfører forpligtelser, „til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig“.

Rækkevidden af ministerens forpligtelse efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, lader sig ikke angive præcist. Spørgsmlet ses ikke at have været gjort til genstand for mere indgående behandling i den juridiske litteratur, og der kan ikke fremdrages eksempler fra praksis, hvor spørgsmålet har været aktuelt.

På det foreliggende grundlag er det derfor næppe muligt at komme spørgsmålet nærmere end ved at understrege, at der alene kan antages at påhvile vedkommende minister en forpligtelse til – inden for rammerne af gældende lovgivning eller ved fremsættelse af dertil sigtende lovforslag – at søge at tilvejebringe en rimelig grad af sikkerhed for, at den danske stat ikke pådrager sig et folkeretligt an-


  1. Se i samme retning Max Sørensen, Juristen 1971 side 147.
  2. Se herom nedenfor under punkt 6 b.
  3. Eller efter omstændighederne forslag om gennemførelse af ændring af eller tillæg til grundloven.

76