Side:Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk tiltrædelse af de Europæiske Fællesskaber.pdf/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

svar for traktatbrud. Forpligtelsen kan således ikke antages at omfatte tilfælde, hvor risikoen for traktatbrud er mere fjerntliggende.
En yderligere præcisering af forpligtelsens rækkevidde er imidlertid heller ikke

påkrævet i den foreliggende sammenhæng. Her er det tilstrækkeligt at fremhæve,

at der ikke efter folkerettens almindelige regler stilles krav om foretagelse af abstrakte opfyldelsesskridt med henblik på at sikre den løbende opfyldelse af indgåede traktater,
at der efter gældende dansk ret kun i begrænset omfang eksisterer en forpligtelse hertil,
men at man naturligvis i dansk ret tilstræber at sikre sig imod en mere nærliggende risiko for senere traktatbrud.

5. Foranstaltninger til sikring af traktatmæssige forpligtelsers opfyldelse

a. Tilfælde, hvor opfyldelsen er sikret uden ændring af danske retsregler

En ændring af gældende danske retsregler vil langt fra altid være nødvendig for at sikre, at danske myndigheder faktisk optræder i overensstemmelse med traktatens krav.[1]
I det omfang gældende danske retsregler i forvejen pålægger myndighederne en sådan optræden, er foretagelsen af særlige abstrakte opfyldelsesskridt ikke nødvendig.[2]
Forholdet er noget mindre kart, hvor gældende danske retsregler indrømmer myndighederne et vist spillerum, der nok åbner mulighed for, men altså ikke tvinger til at optræde i overensstemmelse med traktatens krav.
Et kart eksempel[3] herpå foreligger i de tilfælde, hvor vedkommende administrative myndigheder på det pågældende område efter lovgivningen har beføjelse til at træffe konkrete afgørelser[4] efter et skøn.

Eksempel:
Efter § 5 i loven om udlændinges adgang til landet kan en udlænding udvises dels i visse nærmere angivne tilfælde, dels „... når hans forhold i øvrigt måtte give anledning dertil“.
Der er således på dette område tillagt vedkommende administrative myndighed (justitsministeriet) en forholdsvis vid, skønsmæssig kompetence til at træffe afgørelse om udvisning af udlændinge, der opholder sig her i landet.[5]
En fuld udnyttelse af denne beføjelse ville efter omstændighederne kunne komme i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser efter Den europæiske


  1. Der bortses her og i det følgende fra tilfælde, hvor den danske stat tillige ved traktat har påtaget sig en folkeretlig forpligtelse til at vælge en bestemt opfyldelsesform, se herom bemærkningerne nedenfor under punkt 6 c.
  2. Se nærmere Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 221-234 – samt side 266-285 om tilfælde, hvor gældende lovgivning i forvejen helt bevidst er indrettet med henblik på at kunne danne grundlag for de retsanvendende myndigheders løbende opfyldelse af senere opståede traktatmæssige forpligtelser.
  3. En parallel situation foreligger, hvor en gældende dansk lovbestemmelse lader sig fortolke på, flere måder, af hvilke den ene vil føre til afgørelser, der svarer til traktatens krav. Se herom nedenfor under 6 b om „fortolknings-“ og „formodningsreglen“.
  4. Om tilfælde, hvor vedkommende administrative myndigheder efter lovgivningen har beføjelse til udstedelse af bekendtgørelse, henvises til bemærkningerne nedenfor under b.
  5. Jfr. herved Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 382.

77