Menneskerettighedskonventions artikel 8. Denne bestemmelse foreskriver, at
„enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance“. Kravet på respekt for familielivet kan efter omstændighederne
være til hinder for administrative indgreb, der som konsekvens medfører en
adskillelse af f. eks. mand og hustru. Den europæiske
Menneskerettighedskommission har således i flere tilfælde undersøgt, om en udvisning af en udenlandsk
mand gift med en indenlandsk kvinde i den konkrete sag var tilstrækkelig begrundet i de hensyn til offentlig orden og statens sikkerhed, som efter
konventionens artikel 8, stk. 2, kan retfærdiggøre indgreb i familielivet.[1]
I sådanne tilfælde opstår det spørgsmål, om vedkommende administrative
myndighed(er) er forpligtet til at administrere lovbestemmelser af denne type på en
sådan måde, at de trufne afgørelser ikke kommer i strid med de traktatmæssige
forpligtelser, den danske stat har påtaget sig; eller sagt med andre ord, om det
spillerum, der ved sådanne lovbestemmelser er indrømmet den eller de
pågældende myndigheder, må. anses for indskrænket i og med, at den danske stat har
påtaget sig en traktatmæssig forpligtelse, der ville kunne overtrædes ved en fuld
udnyttelse af spillerummet.
Dette spørgsmål kan næppe anses for definitivt afklaret i dansk ret. Men
tendensen går afgjort i retning af at antage, at administrative myndigheder er
forpligtede til at udnytte deres skønsmæssige beføjelser på en måde, der svarer til,
hvad der kræves efter gyldigt indgåede traktater, og at domstolene efter den
almindelige bestemmelse i grundlovens § 63 er berettigede til at påse, at dette sker.[2]
I det omfang dette antages, vil også eksistensen af gældende lovbestemmelser af
denne type for så, vidt overflødiggøre foretagelsen af særlige abstrakte
opfyldelsesskridt i forbindelse med indgåelsen af en traktat.[3]
b. Tilfælde, hvor opfyldelsen sikres ved ændring af danske retsregler
Foretagelsen af særlige abstrakte opfyldelsesskridt i forbindelse med indgåelse af
en traktat kommer herefter fortrinsvis på tale, i det omfang de retsanvendende
myndigheder ikke i forvejen efter allerede gældende danske retsregler er i stand
til at optræde i overensstemmelse med traktatens krav.
- ↑ Jfr. Frede Castberg: Den europeiske konvensjon om menneskerettighetene (Oslo 1971) side 128 f. og Case-Law Topics vol. 2: „Family Life“ (udgivet af Den europæiske Menneskerettighedskommissions sekretariat, Strasbourg 1972) side 6-13.
- ↑ Jfr. navnlig Ole Espersen: Indg~else og Opfyldelse af Traktater side 375-396, isaer
side 385.
Max Sørensens udtalelse i N.a.T. 1966 side i 117f, sml. m. samme forfatters udtalelse i Juristen 1971 side 146 f., illustrerer tydeligt, at udviklingen går i den angivne retning.
Fra administrativ praksis kan nævnes, at den ovenfor nævnte bestemmelse i udlændingelovens § 5 administreres på en sådan måde, at der ikke opstår konflikt med bestemmelsen i Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jfr. herved Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 387 med note 29.
Fra retspraksis kan nævnes, at Københavns byret i en utrykt dom i en færdselssag mod en algiersk statsborger, som domfældtes, bestemte, at det offentlige skulle udrede udgifterne til tolk. Retten anlagde herved en fortolkning, der bragte bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, i overensstemmelse med reglen i Den europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 3, litra e. Dommen, der er refereret i Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 386, synes at være den eneste retsafgørelse af interesse fra de senere år. - ↑ Således også Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 385.
78
