Side:Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk tiltrædelse af de Europæiske Fællesskaber.pdf/15

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Baggrunden for, at løbende traktatopfyldelse ikke kan finde sted inden for rammerne af gældende ret, kan være, enten at der ikke i forvejen er tilstrækkelig hjemmel for de retsanvendende myndigheder til at optræde som krævet efter traktaten, eller at en sådan optræden vil være i strid med gældende danske retsregler, jfr. herved ovenfor under punkt 4 b. I sådanne tilfælde vil en opfyldelse af traktaten fra dansk side kun kunne sikres ved en ændring, herunder en supplering af de gældende danske retsregler.
En ændring af hidtil gældende retsregler med henblik på at sikre opfyldelsen af en traktatmæssig forpligtelse, som er eller påtænkes indgået af den danske regering, kan i lovteknisk henseende gennemføres på forskellig måde.
Valget står i hovedsagen mellem enten at søge traktatbestemmelserne omskrevet til selvstændige danske retsregler[1]eller at tilvejebringe hjemmel for, at en eller flere allerede foreliggende traktater[2] uden sådan omskrivning gøres direkte anvendelige her i landet.[3] Efter folkerettens almindelige regler står det den danske stat frit for, hvilken af disse opfyldelsesmåder den foretrækker at anvende. Det konkrete valg vil derfor i reglen være dikteret af interne danske hensyn af teknisk og praktisk karakter; men valget kan være bundet ved traktat.[4]
Den ændring eller supplering af hidtil gældende retsregler, der skal ske, uanset hvilken af de to ovenfor nævnte opfyldelsesmåder der foretrækkes, må gennemføres på ganske samme made, som hvis ændringen var motiveret af andet end ønsket om at sikre opfyldelsen af en traktatmæssig forpligtelse.
Som regel vil det derfor være nødvendigt, at der på sædvanlig made søges gennemført et lovforslag. Dette gælder imidlertid ikke altid. Undertiden indeholder gældende lovgivning hjemmel for, at de nødvendige ændringer kan gennemføres administrativt, ved anordning eller bekendtgørelse.[5] Og hvis den løbende opfyldelse af den foreliggende traktatbestemmelse forudsætter en tilsidesættelse af en af grundlovens ufravigelige bestemmelser, vil det – hvis opfyldelsen ønskes sikret – være nødvendigt at søge gennemført et tillæg til eller en ændring af grundloven under igattagelse af reglerne herom i grundlovens § 88.


  1. Se nærmere Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 185-207, der fremdrager en række eksempler herpå fra praksis.
  2. Eller eventuelt alle traktatbestemmelser af et nærmere angivet indhold, herunder de konkrete traktatbestemmelser, der har gjort opfyldelsesspørgsmålet aktuelt.
  3. Se nærmere Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 239-253 med eksempler fra praksis.
  4. Dette er f. eks. tilfældet ved en dansk indtræden i De europæiske Fællesskaber, se bemærkninger til § 3 i forslaget til lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (side 652).
  5. Dette er særlig klart tilfældet, hvor gældende lovgivning udtrykkeligt bemyndiger administrationen, typisk vedkommende minister, til ved anordning eller bekendtgørelse at gennemføre de interne danske retsregler, der er fornødne for at sikre den løbende opfyldelse af traktatmæssige forpligtelser. En række eksempler på sådanne lovbestemmelser er fremdraget af Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 207-217 og 261-265.
    Det forekommer imidlertid også i vidt omfang, at gældende lovgivning indeholder bestemmelser, der bemyndiger administrationen til ved anordning eller bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om et vist forhold, uden at der herved tages sigte på regler, der kan danne grundlag for en løbende opfyldelse af traktatmæssige forpligtelser. Også sådanne bemyndigelser kan – og skal i reglen – udnyttes, i det omfang det er påkrævet af hensyn til traktatopfyldelsen, jfr. Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 234 f.

79