6. Sikring mod utilsigtede og mod bevidste traktatbrud
a. Dansk rets regulering af forholdet mellem traktatmæssige forpligtelser og intern
dansk ret, for hvilken der er gjort rede i det foregående, kan fra en folkeretlig
synsvinkel forekomme mindre tilfredsstillende.
Det forhold, at traktatbestemmelser ikke uden videre er umiddelbart anvendelige her i landet, indebærer, at den danske stat principielt har det i sin magt til
enhver tid at fremkalde et traktatbrud ved helt bevidst enten at undlade
foretagelsen af de abstrakte opfyldelsesskridt, der er nødvendige for at sikre den
løbende opfyldelse af traktatmæssige forpligtelser eller at ophæve eller ændre de
interne danske retsregler, der har dannet grundlag for en løbende traktatopfyldelse.
Risikoen for traktatbrud kan imidlertid også blive aktuel, uden at dette skyldes
et bevidst ønske om at fremkalde et traktatbrud. Det kan f. eks. tænkes, at de
danske myndigheder, der i første omgang skal tage stilling til, om særlige
opfyldelsesskridt er påkrævede i forbindelse med indgåelse af en traktat, med urette er
gået ud fra, at dette ikke er tilfældet, idet man har overset en modstridende intern
dansk retsregel. Eller man kan tænke sig, at en dansk lovbestemmelse, der har
været grundlag for opfyldelsen af en traktatbestemmelse, senere ændres eller
ophæves, uden at man har været opmærksom på den underliggende folkeretlige
forpligtelse.
b. Risikoen for utilsigtede traktatbrud, som i de sidstnævnte tilfælde, vil i vidt
omfang kunne afværges ved fortolkning af de relevante danske retsregler.
I den juridiske litteratur fremhæves det ofte, at de retsanvendende
myndigheder, når en retsregel giver anledning til fortolkningstvivl, bør foretrække den
fortolkning, der er bedst egnet til at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med bestående traktatmæssige forpligtelser („fortolkningsreglen“).[1]
I de senere Ar er det endvidere gjort gældende, at konflikter mellem på den
ene side en traktatbestemmelse, der hidtil har været opfyldt fra dansk side, og på
den anden side en senere gennemført dansk retsregel i mangel af særlige
holdepunkter for det modsatte bør søges løst ved, at den danske retsregel – selv om den
efter sin formulering er klart i strid med traktaten - anvendes på en sådan måde,
at den traktatmæssige forpligtelse respekteres („formodningsreglen“).[2]
Der foreligger ikke et tilstrækkeligt materiale fra retspraksis til, at det kan danne
grundlag for en sikker vurdering af, hvorledes de nævnte spørgsmål må forventes
behandlet i domstolenes praksis.[3] Efter justitsministeriets opfattelse er der dog
næppe tvivl om, at domstolene, hvis spørgsmålet skulle blive aktuelt, ville være
tilbøjelige til at foretrække en mere formålsbestemt retsanvendelse fremfor en ord-
- ↑ Alf Ross: Folkeret side 84.
Udtalelserne hos Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 223 f., smh. m. side 229 f., gør dog forbehold for tilfælde, hvor konflikten vedrører en lovbestemmelse, der på tidspunktet for traktatens indsigelse efter fast retspraksis fortolkes på en måde, der umuliggør løbende opfyldelse af traktaten, se herved også side 491. - ↑ Således Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 387 f. Se også Alf Ross: Folkeret side 84, som uddybet i Juristen 1972 side 163.
- ↑ Se herved ovenfor side 78, note 29.
