ret fortolkning, hvis denne ville påføre den danske stat et folkeretligt ansvar for et utilsigtet traktatbrud.
c. Medens dansk ret således nok indeholder tilstrækkelige muligheder for i praksis at eliminere risikoen for utilsigtede traktatbrud, kan det samme ikke siges, for så vidt angår det bevidst fremkaldte traktatbrud.Det er jo netop et grundlæggende træk i dansk retsopfattelse, at interne danske retsregler principielt må anvendes, selv om de kolliderer med folkeretlige regler, herunder traktatbestemmelser, jfr. herved ovenfor under punkt 4 b.
Som følge af de begrænsninger i adgangen til på det administrative plan at fremkalde et traktatbrud, der må antages at følge af bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1,[1] vil den største risiko for traktatbrud ligge i, at lovgivningsmagten bevidst undlader at foretage de abstrakte opfyldelsesskridt, som er nødvendige for at sikre den løbende opfyldelse af en traktatmæssig forpligtelse, eller at den bevidst ved lov senere lægger hindringer i vejen herfor.
Over for denne risiko indeholder dansk ret principielt ingen beskyttelse. Efter dansk forfatningsret er lovgivningsmagtens handlefrihed kun begrænset i det omfang, dette følger af grundloven. Og grundloven indeholder ingen bestemmelser, der begrænser lovgivningsmagtens handlefrihed af hensyn til opfyldelsen af indgåede traktatmæssige forpligtelser.[2] Lovgivningsmagten kan ved en fuld udnyttelse af sin handlefrihed gennemføre love, der udgør eller medfører et traktatbrud. Dette vil kunne pådrage den danske stat et folkeretligt ansvar. Men dette vil ikke på nogen måde påvirke gyldigheden af de pågældende lovbestemmelser i forhold til danske retsanvendende myndigheder.
Det statsretlige princip om lovgivningsmagtens handlefrihed kan således efter omstændighederne komme i konflikt med de folkeretlige forpligtelser, der påhviler den danske stat.
1°. I de sædvandige tilfælde, hvor en indgået traktat ikke efter sit indhold stiller
krav om gennemførelse eller opretholdelse af en bestemt lovgivningstilstand,
opstår der dog ingen konflikt. I sådanne tilfælde består der, som nævnt ovenfor
under punkt 4, ingen forpligtelse efter folkerettens almindelige regler til foretagelse
af abstrakte opfyldelsesskridt. Den folkeretlige forpligtelse vedrører her alene den
løbende opfyldelse af traktaten i forvaltning og retspleje og lægger for så vidt ikke
direkte bånd på lovgivningsmagtens handlefrihed.[3]
- ↑ Se herved ovenfor under punkt 4 b.
Fremstillingen dér vedrører alene spørgsmålet om, i hvilket omfang vedkommende minister må anses for retligt forpligtet til at foretage abstrakte opfyldelsesskridt, for så vidt dette kan ske administrativt i henhold til gældende lovgivning.
I samme omfang må vedkommende minister formentlig anses for retligt forpligtet til at undlade at gennemføre sådanne ændringer af administrativt fastsatte bestemmelser, der umuliggør løbende traktatopfyldelse. I kraft af den udfyldning af legalitetsprincippet, der indeholdes i „fortolknings-“ og „formodningsreglen“, vil en overtrædelse heraf formentlig efter omstændighederne kunne medføre de pågældende bestemmelsers ugyldighed. - ↑ Jfr. ovenfor under punkt 4 b.
Der er herved bortset fra bestemmelsen i grundlovens § 20. Betydningen af grundlovens § 20 i denne forbindelse er behandlet nedenfor afsnit V, punkt 2. - ↑ Noget andet er, at det for at sikre denne løbende opfyldelse kan være nødvendigt at bringe gældende lovgivning i overensstemmelse med traktatens bestemmelse. I det omfang dette er tilfældet, medfører indgåelsen af den traktatmæssige forpligtelse derfor indirekte en begrænsning af lovgivningsmagtens handlefrihed.
