Side:Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk tiltrædelse af de Europæiske Fællesskaber.pdf/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

2°. Hvis en indgået traktat omvendt efter sit indhold netop stiller krav om gennemførelse eller opretholdelse af en bestemt lovgivningstilstand, lægges der derimod et bånd på den danske lovgivningsmagts handlefrihed.


a°. I tilfælde, hvor de hidtil gældende danske lovbestemmelser ikke er i overensstemmelse med traktatens indhold, opstår der ved traktatens indgåelse en forpligtelse for den danske lovgivningsmagt til at gennemføre de lovændringer, der er nødvendige for at tilvejebringe den påkrævede overensstemmelse. Der pålægges den danske lovgivningsmagt en handlepligt.

Undlader lovgivningsmagten at gennemføre de fornødne lovændringer, foreligger der et traktatbrud. Dette er, som nævnt, uden betydning for de retsanvendende myndigheder; de skal fortsat anvende de hidtil gældende lovbestemmelser. Men traktatbruddet vil kunne pådrage den danske stat et folkeretligt ansvar.

Med henblik på i videst muligt omfang at undgå risikoen for traktatbrud som følge af, at den danske regering indgår en traktat, der pålægger den danske lovgivningsmagt en handlepligt, som lovgivningsmagten imidlertid ikke ønsker at opfylde, bestemmer grundlovens § 19, stk. 1, bl. a., at regeringen ikke uden folketingets samtykke kan indgå nogen traktatmæssig forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig.[1]

Folketingets meddelelse af samtykke til indgåelse af en traktat medfører imidlertid ikke en statsretlig forpligtelse for folketinget til senere at vedtage de love, der er nødvendige til traktatens opfyldelse. Lovgivningsmagtens handlefrihed er statsretligt fortsat ubegrænset. Men i praksis vil folketingets forudgående samtykke naturligvis indebære en betydelig grad af sikkerhed for, at folketinget senere vil medvirke[2] til opfyldelse af den handlepligt, traktaten medfører.[3]


b. En traktatmæssig forpligtelse til at gennemføre eller opretholde en bestemt lovgivningstilstand indebærer samtidig en forpligtelse for den danske lovgivningsmagt til ikke senere at ændre den gennemførte lovgivning på en sådan måde, at traktatens krav ikke længere er opfyldt. I tilfælde, hvor hidtil gældende lovbestemmelser i forvejen er i overensstemmelse med traktatens krav, indebærer indgåelse af traktaten alene en sådan forpligtelse.

Indgåelse af en traktatmæssig forpligtelse til at gennemføre eller opretholde en bestemt lovgivningstilstand indebærer således altid den begrænsning i den danske lovgivningsmagts handlefrihed, at der herefter påhviler lovgivningsmagten en nærmere bestemt undladelsespligt.

Opfyldelsen af denne undladelsespligt er i virkeligheden slet ikke sikret i gældende dansk ret.[4]


  1. Denne bestemmelse gælder også i de tilfælde, hvor traktaten kun indirekte medfører en begrænsning af lovgivningsmagtens handlefrihed, se herved ovenfor side 81, note 41.
  2. Om vedkommende ministers forpligtelse efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, til at fremsætte lovforslag for folketinget med henblik herpå henvises til bemærkningerne ovenfor under punkt 4 b.
  3. I praksis opstår spørgsmålet i virkeligheden kun sjældent, fordi det i de senere år er blevet almindeligt, at regeringen søger den fornødne lovgivning gennemført forud for traktatens indgåelse.
  4. Der erindres om, at der her og i det følgende bortses fra bestemmelsen i grundlovens § 20, se herved ovenfor side 81, note 40.

82