Som anført ovenfor under punkt 4 b må det formentlig på grundlag af bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, antages, at der efter omstændighederne kan påhvile vedkommende minister en forpligtelse til at søge en foreliggende konflikt mellem gældende danske lovbestemmelser og en gyldig indgået traktat afværget ved fremsættelse af dertil sigtende lovforslag.
Noget tilsvarende kan ikke antages at gælde, for så vidt angår den undladelsespligt for lovgivningsmagten, der som nævnt indeholdes i enhver traktatmæssig forpligtelse til at gennemføre eller opretholde en bestemt lovgivningstilstand. Som fremhævet i det foregående er lovgivningsmagtens handlefrihed efter dansk statsforfatningsret ikke begrænset af hensyn til opfyldelse af indgåede traktatmæssige forpligtelser. Lovgivningsmagten kan statsretligt frit og med fuld gyldighed gennemføre lovbestemmelser, der er i kar strid med en foreliggende undladelsespligt. Det må anses for utvivlsomt, at vedkommende minister ikke som følge af bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, kan være afskåret fra at medvirke til en udnyttelse af lovgivningsmagtens statsretlige handlefrihed til gennemførelse af en bevidst traktatstridig lovgivning. Vedkommende minister kan efter dansk statsforfatningsret fuldt lovligt fremsætte lovforslag, hvis gennemførelse vil udgøre et klart traktatbrud, alene med det selvfølgelige forbehold, at ministeren vil kunne ifalde ansvar efter ministeransvarlighedslovens § 5,stk. 2, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at oplyse folketinget om lovforslagets forhold til bestående traktatmæssige forpligtelser.
Denne retstilstand er ikke folkeretsstridig.
Efter folkerettens almindelige regler stilles der ikke krav om,at den danske stat i forbindelse med, at den påtager sig en folkeretlig forpligtelse til ikke at ændre sin lovgivning, skal træffe særlige foranstaltninger til sikring imod, at den danske lovgivningsmagt senere tilsidesætter denne undladelsespligt.[1] Dette svarer ganske til, at der efter folkerettens almindelige regler heller ikke stilles krav om foretagelse af abstrakte opfyldelsesskridt i de sædvanlige tilfælde, hvor traktaten alene stiller krav til danske retsanvendende myndigheders optræden, jfr. ovenfor under punkt 4.[2]
Så længe lovgivningsmagten faktisk afholder sig fra at gennemføre ændringer af den lovgivningstilstand, der kræves opretholdt af traktaten, er den folkeretlige forpligtelse efter traktaten opfyldt.
Efter gældende dansk ret ville opfyldelsen af den undladelsespligt, der opstår ved indgåelsen af enhver traktatmæssig forpligtelse til at gennemføre eller opret-
- ↑ Jfr. Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 128-130; det nævnes her, at det undertiden forekommer, at en traktat stiller krav om, at den nationale opfyldelseslovgivning skal gennemføres i form af grundlov, således at bestemmelserne kun kan ændres ved en ny grundlov. Eksemplerne herpå er imidlertid få og uden interesse i den foreliggende sammenhæng.
- ↑ I overensstemmelse hermed er det ganske fast antaget, at indgåelse af traktater, der
alene indebærer en undladelsespligt for den danske lovgivningsmagt, ikke kraver folketingets
samtykke efter den ovenfor nævnte bestemmelse i grundlovens § 19, stk. i, jfr. Poul
Andersen: Dansk Statsforfatningsret side 490, Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater
side 80-84, Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I side 389 og Max Sørensen: Statsforfatningsret side 276.
Antagelsen er i overensstemmelse med, hvad der fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i grundlovens § 19, se Forfatningskommissionens Betænkning side 118.
Noget andet er, at folketingets samtykke efter omstændighederne kan være påkravet, fordi undladelsespligten må anses for at være „af større betydning“.
83
