c. Ved siden af de foran nævnte beføjelser til at afgøre konkrete tvister vedrørende medlemsstaternes og fællesskabsinstitutionernes manglende overholdelse af traktatens bestemmelser, har Domstolen i medfør af art. 177 en vigtig kompetence til at afgøre spørgsmål om fortolkningen af traktaten og om gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra Fællesskabets institutioner, der rejses ved medlemsstaternes nationale domstole, fordi besvarelsen heraf er en forudsætning for afgørelsen af en anlagt retssag („præjudicielle spørgsml“).
Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, for den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet. Er der tale om en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale regler ikke kan appelleres, skal den indbringe spørgsmålet for Domstolen.
Et eksempel fra Domstolens praksis vil illustrere art. 177's anvendelse.
Et belgisk bryggeri havde for en belgisk domstol anlagt sag mod to kroejere med påstand om erstatning m. v. i anledning af et kontraktbrud. Kroejerne havde modtaget lån fra bryggeriet og havde til gengæld forpligtet sig til i en årrække kun at forhandle bryggeriets øl m. v. Sådanne aftaler var meget almindelige i Belgien. Kroejerne erkendte at have forhandlet øl fra andre bryggerier i strid med aftalen. De påstod imidlertid, at aftalerne var ugyldige, da de omfattedes af bestemmelsen i fællesmarkedstraktatens art. 85, der forbyder konkurrencebegrænsende aftaler, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater.
Den belgiske domstol måtte herefter tage stilling til, om aftalerne var omfattet af forbudet i art. 85. Det var her af afgørende betydning, om aftalerne påvirkede handelen mellem medlemslande. Besvarelsen måtte bero på en fortolkning af art. 85. Den belgiske domstol stillede derfor under henvisning til art. 177 fællesdomstolen det spørgsmål, om der ved afgørelsen skulle læges vægt på, at der samtidig fandtes talrige ensartede aftaler, som et lille antal bryggerier havde påtvunget et meget stort antal kroejere, eller om det alene skulle undersøges, hvorledes aftalerne enkeltvis påvirkede markedet.
Domstolen besvarede i sin afgørelse spørgsmålet således:
„Aftaler, hvorved en virksomhed forpligter sig til udelukkende at dække sit
forbrug hos en anden virksomhed, er ikke allerede af denne grund uforenelige
med Fællesmarkedet som angivet i traktatens art. 85, stk. i. Men de kan være
omfattet af bestemmelsen, dersom de enkeltvis eller sammen med andre under
hensyntagen til samtlige foreliggende objektive retlige eller faktiske forhold
er egnede til i den økonomiske og retlige sammenhæng, hvori de er kommet i
stand, at påvirke handelen mellem medlemsstaterne i ugunstig retning, og har
til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen.“ (Sag
nr. 23/67 Brasserie de Haecht mod Wilken-Janssen, Fællesskabernes domssamling bind VII, side 526 ff).
Det var herefter den belgiske domstols opgave at anvende denne fortolkning af art. 85 på den foreliggende sag
.
Begrundelsen for art. 177 er ønsket om at sikre en ensartet anvendelse af fællesskabsreglerne i alle medlemsstaterne. I overensstemmelse hermed må den nationale domstol være bundet af fællesskabsdomstolens afgørelse. Men denne afgørelse vedrører kun det forelagte spørgsmål vedrørende fællesskabsreglen. Det er den nationale domstol, der er enekompetent til at afgøre den foreliggende retssag.
89
