procedure, der er fastsat i nævnte bestemmelse med henblik på at foranledige
den pågældende stat til selv at ophæve de foranstaltninger, som den har taget.
Det samme gælder for Domstolen, der ifølge traktatens art. 31 værner respekten for fællesskabsretten, og som i medfør af Protokollens art. 16 er kompetent til at afgøre ethvert stridsspørgsmål om traktatens fortolkning eller anvendelse, men som imidlertid ikke på egen hånd kan erklære en medlemsstats nationale love eller administrative regler fra dens myndigheder for ugyldige eller ophæve dem.
Denne påvisning af grænserne for Domstolens kompetence kan endvidere støttes på et argument fra Rom-traktaterne, særlig EØF-traktatens art. 171 og EURATOM-traktatens art. 143, som kun giver Domstolens afgørelser i tilfælde af traktatbrud en retskonstaterende virkning, samtidig med at de forpligter
staterne til at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for at opfylde afgørelsen.“
Der er ikke i Fællesmarkedstraktaten fastsat regler om sanktioner i tilfælde af,
at en stat ikke opfylder en dom.[1]
Det forhold, at stater ved en traktat enes om, at spørgsmål om deres overholdelse af forpligtelserne efter traktaten skal kunne indbringes for en mellemfolkelig domstol, er ikke usædvanligt. Som eksempel kan nævnes, at Danmark har underkastet sig Den europæiske Menneskerettighedsdomstols kompetence i sager, hvor Danmark påstås at have overtrådt Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
Heller ikke dette forhold giver sledes grundlag for at antage, at spørgsmålet om opfyldelse af Danmarks forpligtelser ved en eventuel tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber ikke kan bedømmes ud fra samme synspunkter, som anlægges over for Danmarks øvrige traktatmæssige forpligtelser.
b. Medens Domstolen ikke er kompetent til at erklære en national lov eller administrativ regel for ugyldig, har den beføjelse til at annullere Rådets og Kommissionens bindende retsakter, jfr. EØF-traktatens art. 173 og 174. En sådan sag kan indbringes for domstolen af medlemsstaterne, af Rådet eller af Kommissionen. Også private personer og virksomheder kan indbringe spørgsmålet om lovligheden af en bindende retsakt, som retter sig til dem, eller som berører dem umiddelbart og individuelt. Hvis Domstolen finder den pågældende fællesskabsregel ulovlig, erklærer den reglen for ugyldig. Også spørgsmål om lovligheden af Rådets eller Kommissionens undladelse af at handle kan indbringes for Domstolen, jfr. traktatens art. 175.
Disse beføjelser for Domstolen har naturligvis ingen direkte betydning for spørgsmålet om opfyldelsen af Danmarks forpligtelser over for Fællesskaberne.
- ↑ Derimod kan Den Høje Myndighed (nu Kommissionen) efter art. 88 i traktaten om
Kul- og Stålfællesskabet inden for denne traktats område, efter samstemmende udtalelse fra
Rådet, der træffer afgørelse med to tredjedels flertal:
- udsætte betalinger, som den i henhold til denne Traktat skal erlægge på den pågældende Stats vegne;
- træffe foranstaltninger eller bemyndige andre Medlemsstater til at træffe foranstaltninger, der afviger fra reglerne i artikel 4 med henblik på at råde bod på virkningerne af den konstaterede misligholdelse."
(Art. 4 i EKSF-traktaten indeholder det generelle forbud rod told eller andre beskyttelsesforanstaltninger over for importen af kul- og stålprodukter fra de andre medlemsstater).
88
