kan bedømmes på grundlag af folkerettens almindelige regler. Dette spørgsmål har imidlertid ingen betydning for undersøgelsen i dette afsnit, der alene vedrører den danske stats forpligtelser som eventuelt medlem af De europæiske Fællesskaber.
Som medlem påtager Danmark sig en forpligtelse over for Fællesskaberne til at indrette sin retsorden på en sådan måde, at de nævnte fællesskabsregler anvendes umiddelbart af danske retsanvendende myndigheder og i fornødent omfang håndhæves over for de enkelte danske virksomheder eller borgere. Danmark vil også være forpligtet til at undlade at lovgive i strid med de umiddelbart anvendelige fællesskabsregler, og Danmark vil være forpligtet til at sørge for, at de danske tvangsfuldbyrdelsesmyndigheder om nødvendigt fuldbyrder de konkrete fællesskabsafgørelser, der pålægger danske virksomheder at betale et pengebeløb.
Der er intet i disse forpligtelsers indhold, der giver grundlag for at antage, at deres opfyldelse ikke kan bedømmes ud fra samme synspunkter som andre traktatmæssige forpligtelser for den danske stat.
3. Reaktionsmulighederne i tilfælde af forpligtelsernes overtrædelse
I traktaterne har medlemsstaterne i et nærmere angivet omfang henskudt afgørelser vedrørende fællesskabsretten til en særlig domstol.
a. Fællesskabsdomstolen kan afgøre, om en medlemsstat har opfyldt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, jfr. EØF-traktaternes art. 169 og 170 og tilsvarende bestemmelser i de øvrige traktater. Sagen kan indbringes for Domstolen enten af Kommissionen eller af en anden medlemsstat. Såfremt Domstolen fastslår, at en medlemsstat ikke har overholdt forpligtelsen skal den pågældende stat efter art. 171 gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til dommens opfyldelse. Domstolen har imidlertid ikke kompetence til at erklære en national retsregel for ugyldig eller uvirksom. Domstolen kan alene konstatere, at den pågældende medlemsstat ikke har overholdt sine forpligtelser.
Domstolen har særlig tydeligt givet udtryk herfor i den såkaldte „Humblet“-sag,
der vedrører Kul- og Stålfællesskabet, men hvor Domstolen også kommer ind på
fællesmarkedstraktatens bestemmelser:[1]
„På den anden side har domstolen ingen kompetence til at erklære en medlemsstats love eller administrative regler for ugyldige.
EKSF-traktaten bygger nemlig på princippet om en streng adskillelse af fællesskabsinstitutionernes kompetence og den kompetence, som medlemsstaternes myndigheder har. Fællesskabsretten giver ikke fællesskabsinstitutionerne ret til at erklære en medlemsstats love eller administrative regler for ugyldige. Hvis den Høje Myndighed[2] derfor mener, at en medlemsstat ved at vedtage eller opretholde bestemmelser, der er i strid med traktaten, ikke har overholdt en af de forpligtelser, som påhviler den i henhold til traktaten, kan den ikke selv erklære disse bestemmelser for ugyldige eller ophæve dem, men kan blot i medfør af traktatens art. 88 konstatere et traktatbrud og derefter starte den
87
