delse med en indtræden i De europæiske Fællesskaber stiftes, der på forhånd kan udelukke anvendeligheden af de almindelige synspunkter, der er udviklet ovenfor i afsnit I.
2. Forpligtelsernes indhold[1]
a. Når der bortses fra reglerne om institutionernes sammensætning og beføjelser, medfører de fleste af traktatbestemmelserne efter deres formulering alene forpligtelser for medlemsstaterne. Det samme gælder en væsentlig del af institutionernes retsakter - inden for Fællesmarkedet de retsakter, der betegnes som direktiver eller som beslutninger rettet til medlemsstaterne.[2]
Der er ikke i traktaternes formulering grundlag for at hævde, at spørgsmålet om opfyldelsen af de forpligtelser for medlemsstaterne, der følger af de nævnte fællesskabsregler, ikke kan bedømmes på samme måde som opfyldelsen af andre traktatmæssige forpligtelser.
b. Derimod medfører enkelte af traktatbestemmelserne og visse vigtige typer af generelle retsakter – inden for Fællesmarkedet de såkaldte forordninger[3] – rettigheder og pligter for den enkelte virksomhed eller borger i medlemsstaterne.
Disse regler er umiddelbart anvendelige, d.v.s. at de skal anvendes af medlemsstaternes domstole og administrative myndigheder i den form, de har i traktaten eller i vedtagelsen fra institutionen.
Endvidere kan Fællesskabernes institutioner træffe konkrete afgørelser – inden for Fællesmarkedet i form af beslutninger – over for enkelte virksomheder med den virkning, at afgørelserne skal lægges umiddelbart til grund af de nationale domstole og myndigheder. Går beslutningen ud på, at andre end stater skal betale en pengeydelse, skal de nationale myndigheder om nødvendigt tvangsfuldbyrde beslutningen efter de nationale regler om den borgerlige retspleje.[4]
Denne beføjelse for Fællesskabernes institutioner til direkte at pålægge de enkelte virksomheder og borgere i medlemsstaterne pligter er usædvanlig i forhold til andre internationale organisationer og er den væsentligste årsag til, at reglerne i grundlovens § 20 skal anvendes i forbindelse med en eventuel dansk tiltrædelse.
Det er klart, at de retsvirkninger, som de umiddelbart anvendelige fællesskabsregler medfører i forholdet mellem de enkelte virksomheder eller borgere indbyrdes og mellem disse og de nationale myndigheder eller fællesskabsinstitutionerne ikke
- ↑ I det følgende behandles alene de forpligtelser, der vedrører forholdet inden for De europæiske Fællesskaber. Om forholdet til tredjestater bemærkes, at fællesskabstraktaterne i overensstemmelse med sædvanlig traktatretlig praksis ikke berøre de rettigheder og forpligtelser, der følger af tidligere indgåede traktater mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande (se f. eks. fællesmarkedstraktatens art. 234, jfr. tiltrædelsesaktens art. 5).
- ↑ EØF-traktatens art. 189 fastsætter herom:
„Et direktiv er med hensyn til de tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det
rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for
gennemførelsen.
En beslutning er bindende i alle enkeltheder for dem, den angiver at være rettet til.“ - ↑ Om forordninger fastsætter EØF-traktatens art. 189:
„En forordning er almengyldig. Den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.“ - ↑ Se f. eks. EØF-traktatens art. 192.
86
