myndigheder under sager anlagt ved de nationale domstole. Disse afgørelser vedrører således fællesskabsreglernes anvendelse i medlemsstaterne. De har først og fremmest betydning for forholdet mellem medlemsstaterne og borgerne. Med hensyn til medlemsstaternes forpligtelser over for Fællesskaberne har afgørelserne alene den betydning, at de præciserer, hvilke bestemmelser der skal anvendes umiddelbart af de nationale retsanvendende myndigheder.
b. Domstolen har endvidere ligeledes som nærmere omtalt nedenfor i afsint V – i andre præjudicielle afgørelser fastslået, at det ikke berører den umiddelbart anvendelige fællesskabsrets virkning i medlemsstaterne, at den matte være i strid med nationale lovbestemmelser eller med en bestemmelse i den nationale grundlov. Herved har Domstolen i realiteten udtalt sig om rækkevidden af medlemsstaternes forpligtelse til at anvende fællesskabsretten. Domstolen har imidlertid ikke herved taget stilling til, i hvilket omfang eller på hvilken måde opfyldelsen af forpligtelsen på forhånd skal sikres.
c. Størst betydning i denne forbindelse har det, at Domstolen i nogle afgørelser har taget stilling til, hvorvidt visse af folkerettens almindelige regler kan anvendes på medlemsstaternes forpligtelser over for Fællesskaberne.
Dette gælder f. eks. det såkaldte „gensidighedsprincip“. Medens en stat, der har indgået en traktat med en anden stat, normalt kan nægte at opfylde sine forpligtelser efter traktaten, hvis den anden stat ikke opfylder sine, gælder dette princip efter fællesskabsdomstolens opfattelse ikke forpligtelser efter fællesskabstraktaterne. Men gensidighedsprincippet har heller ingen absolut gyldighed uden for fællesskabstraktaterne. For flere af de traktater, som Danmark allerede har tilsluttet sig, gælder princippet heller ikke.[1]
Domstolens hidtidige praksis synes imidlertid ikke at give grundlag for den antagelse, at de synspunkter, der er fremført i afsnit I, skulle være uanvendelige på spørgsmålet om opfyldelse af Danmarks forpligtelser som medlem af De europæiske Fællesskaber.
Man kan naturligvis ikke udelukke en videre udvikling i Domstolens praksis på dette område. Imidlertid er der som tidligere nævnt ingen mulighed for at gennemtvinge Domstolens afgørelser over for medlemsstaterne. Man må derfor ikke overvurdere Domstolens mulighed for på egen hånd at ændre Fællesskabernes karakter. Domstolens muligheder er på dette som på andre områder begrænset til, hvad der i det lange lob kan opnås politisk dækning for i de enkelte medlemsstater.
- ↑ Se om disse spørgsmål nærmere Erik Siesby, Juristen 1971, s. 419, og Max Sørensen, Juristen 1972, s. 122-123, hvor det bl. a. påpeges, at gensidighedsprincippet heller ikke gælder i forhold til Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
91
