AFSNIT III
Rækkevidden at bestemmelsen i grundlovens § 20
I. Bestemmelsen i grundlovens § 20 har følgende ordlyd:
„§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan
ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder
der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af
mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kraves et flertal på fem sjettedele af
folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til
vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen
forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter
de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.“
Bestemmelsen, der blev indsat i grundloven ved grundlovsrevisionen i 1953, er udformet på grundlag af et responsum om de problemer, der knyttede sig til den dagældende grundlovs § 18, som blev afgivet til forfatningskommissionen af professor Max Sørensen.[1]
I dette responsum fremhævedes det bl. a., at der kunne opstå særlige statsretlige problemer ved en dansk indgåelse af eller tilslutning til internationale overenskomster, der indebærer en overførelse af konstitutionelle beføjelser til internationale organer. Om dette forhold udtales det bl. a.:
{{venstremargen|1em|„Et særligt problem opstår med hensyn til internationale overenskomster, der går ud på, at beføjelser, som hidtil er udøvet af hvert lands konstitutionelle organer, være sig lovgivende, udøvende eller dømmende, helt eller delvis skal overføres til et fælles internationalt organ, stående over de enkete stater. Man taler her ofte om indskrænkninger i den nationale suverænitet, hvilket er en træffende udtryksmåde, idet det pågældende internationale organ i sådanne tilfælde optræder med retlig forbindende virkning direkte overfor de enkelte staters borgere og dermed udøver den beføjelse, som er kernen i den statsretlige suverænitet, medens de nationale organer i tilsvarende omfang berøves denne beføjelse. Undertiden fremhæves, ligeledes med rette, at det drejer sig om en udvikling i føderativ retning, idet der over de enkelte stater skabes myndigheder, medens de enkelte stater i tilsvarende omfang reduceres til en stilling, der svarer til ledstaterne i en forbundsstat.“[2]
Som eksempler på sådanne internationale ordninger fremhævedes navnlig Det europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det europæiske Forsvarsfællesskab (Plevenplanen).[3]
- ↑ Det nævnte responsum er optaget som bilag 6 til Forfatningskommissionens Betænkning (1953) side 113-127.
- ↑ Forfatningskommissionens Betænkning side 124 (pkt. 52).
- ↑ Forfatningskommissionens Betænkning side 124 (pkt. 53).
