ring kan „handle på rigets vegne i mellemfolkelig anliggender“. Af interesse i denne forbindelse er alene bestemmelsen om, at regeringen ikke „... uden folketingets samtykke kan ... indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig...“.
En tilsidesættelse af denne bestemmelse vil kunne pådrage regeringen eller vedkommende minister et retligt ansvar. Efter folkerettens almindelige regler må det endvidere antages, at en traktat, som den danske regering måtte have indgået under åbenbar tilsidesættelse af grundlovens udtrykkelige krav om indhentelse af forud for indgåelsen af visse traktater, måtte anses for samtykke fra folketinget folkeretlig ugyldig.[1]
Det er herefter klart, at den danske regering – ikke hverken statsretligt eller folkeretligt – uden folketingets samtykke på den danske stats vegne kan tiltræde en international ordning, der omfattes af grundlovens § 20. Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan tiltrædelse kan finde sted alene med hjemmel i et samtykke fra folketinget efter grundlovens § 19.
Efter den herskende opfattelse i den statsretlige litteratur må dette spørgsmål besvares bekræftende.[2]
Efter denne opfattelse indeholder grundlovens § 19 en beføjelse for den danske regering til med folketingets samtykke at indgå traktatmæssige forpligtelser af et hvilket som helst indhold; og bestemmelsen i grundlovens § 20 medfører for en juridisk vurdering[3] ingen begrænsninger i denne beføjelse. Grundllovens § 20 indskrænker sig til at anvise en bestemt fremgangsmåde til opfyldelse af traktatmæssige forpligtelser af den type, der omfattes af bestemmelsen; den regulerer ikke – hverken direkte eller indirekte – spørgsmålet om, hvorledes sådanne traktatmæssige forpligtelser kan stiftes.[4]
Efter justitsministeriets opfattelse må grundlovens § 20 i overensstemmelse med, hvad der er den herskende opfattelse i den statsretlige litteratur, opfattes som en bestemmelse om opfyldelse af visse traktatmæssige forpligtelser.
3. a. Bestemmelsen i grundlovens § 20 bygger på den forudsætning, at opfyldelse af en traktatmæssig forpligtelse til at overlade beføjelser, der efter grundloven til
- ↑ Jfr. Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I side 382 f. og samme: Folkeret side 248-252.
- ↑ Jfr. således Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 78, Als Ross:
Dansk Statsforfatningsret I side 388 med note 12 og Max Sørensen, Juristen 1971 side 434.
Spørgsmålet var tidligere omtvistet. Således antager Poul Andersen: Dansk Statsforfatningsret side 497 og Paul Fischer: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (1957) side 204, at det er en forudsætning for den folkeretlige gyldighed af en traktat, der omfattes af grundlovens § 20, at der er gennemført en lov i overensstemmelse med reglerne i denne bestemmelses stk. 2. Men herimod Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I (I. udg. 1959) side 334 med note 10, jfr. samme, U.f.R. 1958 B side 5 f., hvor det imidlertid antages, at grundlovens § 20 må medføre, at traktater, der omfattes af denne bestemmelse, statsretligt kun kan indgås, hvis folketingets samtykke er vedtaget med et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. - ↑ Noget andet er, at traktater, der omfattes af grundlovens § 20, naturligvis ikke bør indgås, medmindre den fornødne lovgivning forinden eller samtidig er gennemført i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 20, jfr. således 'Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I side 405 og Max Sørensen, Juristen 1971 side 434, og se i overensstemmelse hermed § 1 i tiltrædelseslovforslaget.
- ↑ Jfr. således Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I side 405.
94
