kommer rigets myndigheder, ville forudsætte en ændring af grundloven, dersom denne bestemmelse ikke fandtes.[1]
Denne forudsætning er begrundet i den opfattelse, at det må anses for en grundlæggende bestanddel af det danske forfatningsretlige system, at udøvelse af offentlig myndighed i forhold til borgerne kun kan betros myndigheder, der er danske i den forstand, at der på sædvanlig made kan gøres et ansvar gældende her i landet i anledning af deres handlinger, f. eks. ved strafferetlig påtale for magtmisbrug og andre embedsforbrydelser eller ved afsættelse på grund af uduelighed eller mistillid. Dette grundlæggende princip kan ikke ændres ved lov, selv om det sker til opfyldelse af en traktat, hvorved der tillægges mellemfolkelige myndigheder beføjelse til at fastsætte regler og træffe afgørelser, som de deltagende stater har forpligtet sig til at gøre umiddelbart anvendelige i deres interne retsorden. Opfyldelse af en sådan traktatmæssig forpligtelse måtte derfor efter almindelige regler – jfr. herved ovenfor afsnit I under punkt 5 – forudsætte, at der gennemførtes en ændring af eller et tillæg til grundloven under iagttagelse af reglerne herom i grundlovens § 88.[2]
Dette forhold ville vanskeliggøre en dansk tiltrædelse af internationale ordninger som de beskrevne. Formålet med grundlovens § 20 var – og er – at mindske disse vanskeligheder ved at indholde hjemmel for, at den fornødne opfyldelseslovgivning kan gennemføres uden grundlovsændring, men i stedet under iagttagelse af den i forhold hertil mindre krævende fremgangsmåde, der er angivet i § 20, stk. 2.
b. Grundlovens § 20 indeholder således en undtagelse fra, hvad der ville følge af dansk rets almindelige regler om, på hvilken made opfyldelsen af traktatmæssige forpligtelser kan søges gennemført. Bestemmelsen er imidlertid af begrænset rækkevidde.
1°. Bestemmelsen er for det første kun anvendelig i tilfælde, hvor man fra dansk side ønsker at overlade beføjelser til mellemfolkelige myndigheder.
Hvis en traktat ikke kan sikres opfyldt uden en grundlovsændring, men traktaten ikke går ud på overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder, er bestemmelsen uanvendelig. Dette ville f. eks. gælde, hvis den danske stat ved traktat forpligtede sig til at tillægge også andre end danske statsborgere valgret til det danske folketing. Opfyldelse af en sådan folkeretlig forpligtelse ville ikke kunne sikres uden en grundlovsændring, jfr. grundlovens § 29, stk. 1,[3] og bestemmelsen i grundlovens § 20 fritager ikke for nødvendigheden heraf.
2°. For det andet er det ikke enhver beføjelse, der statsretligt kan overlades til en mellemfolkelig myndighed med hjemmel i grundlovens § 20.
Som anført ovenfor under a. er formålet med bestemmelsen i grundlovens § 20 alene at gøre det muligt for Danmark uden grundlovsændring at opfylde en traktatmæssig forpligtelse til at overlade beføjelser, der efter grundloven (eller de for-
- ↑ Se således udtrykkeligt Forfatningskommissionens bemærkninger til grundlovsforslagets § 20, Betænkningen side 31.
- ↑ Se i det hele Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I side 404 f. og Max Sørensen: Statsforfatningsret side 303 f., jfr. samme, Forhandlinger på Det 20. Nordiske Juristmøde i Oslo 1954 (Oslo 1956) side 68 og Juristen 1957 side 492.
- ↑ Jfr. herved Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I side 289, smh. m. side 173 f.
95
