somhed; se herom foran i afsnit I, punkt 3 a. Dette må bl. a. ses på baggrund af, at traktaterne gør indgreb i medlemsstaternes forfatningsretlige beføjelser.[1]
Hvilken reel betydning dette legalitetsprincip har, beror imidlertid på udformningen af de traktatbestemmelser, der indeholder de enkelte beføjelser for institutionerne, og på, hvor strengt princippet overholdes i praksis.
b. En gennemgang af traktaternes specielle hjemmelsbestemmelser viser, at de spørgsmål, som institutionerne kan tage op til bindende regulering, er angivet på en måde, som utvivlsomt opfylder de forudsætninger, der som foran angivet må antages at ligge i udtrykket „i nærmere bestemt omfang“.
Det er normalt også i de enkelte hjemmelsbestemmelser fastlagt, hvilken institution der kan udstede retsakter, efter hvilken procedure retsakterne skal vedtages, og hvilken form de skal have (forordning, direktiv, beslutning).
Princippet om, at enhver retsakt skal have hjemmel i traktaterne, bliver i praksis overholdt strengt inden for De europæiske Fællesskaber, og overholdelsen påses af Domstolen, der som tidligere nævnt [2] er kompetent til at prøve lovligheden af Rådets og Kommissionens retsakter og erklære dem for ugyldige, hvis den pågældende institution ikke har været kompetent til at udstede dem.
c.Der findes imidlertid i hver af de tre fællesskabstraktater en bestemmelse, der er formuleret i mere generelle vendinger. Det drejer sig om fællesmarkedstraktatens art. 235, euratomtraktatens art. 203 og EKSF-traktatens art. 95, stk. 1, der i det væsentlige har samme indhold.
Fællesmarkedstraktatens art. 235 bestemmer:
„Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer, og denne Traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdiger Rådet på forslag af
Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra Forsamlingen med enstemmighed passende forskrifter herom.“[3]
- ↑ Se Max Sørensen: Juristen 1963 side 71.
- ↑ Se afsnit II side 85 f.
- ↑
Det har i særlig grad været denne bestemmelse, der har givet anledning til diskussion
om, hvorvidt en dansk tilslutning til EF vil betyde overladelse af beføjelser i videre omfang
end tilladeligt efter grundloven (se Max Sørensen, Juristen 1963 side 70 ff. og 1971 side
436 f., og Holger Steen Sørensen, Juristen 1972 side 271).
Det anerkendes i almindelighed, at en international organisation gennem sine organer med henblik på at fremme organisationens formål i et vist omfang kan gennemføre foranstaltninger, som ikke er udtrykkeligt hjemlede i den traktat, der opretter organisationen. En sådan kompetence støtter sig på teorien om „implied powers“ (forudsatte beføjelser). (For dansk litteratur om spørgsmålet se Ole Espersen: FN-styrker i retlig Belysning (1965), side 36, og Alf Ross: De Forenede Nationer, 2. udg. (1968), side 64 ff.).
Det er tvivlsomt, i hvilket omfang teorien om implied powers finder anvendelse inden for De europæiske Fællesskaber ved siden af de nævnte traktatbestemnelser. Det må dog antages, at dens område i hvert fald er meget snævert. Dette synes at fremgå af forskellige afgørelser fra fællesskabsdomstolen inden for Kul- og Stålfællesskabets område (sag nr. 8/55 Fællesskabernes domssamling bind II, side 305, samt sag nr. 20/59 og nr. 25/59 bind VI, side 688 og 757), og bekræftes i en afhandling af en af Domstolens tidligere generaladvokater Maurice Lagrange (Revue de Droit Public 1961, side 48-49). Teorien er, så vidt vides, aldrig blevet påberåbt i forhold til fællesmarkedstraktaten. Det fremgår da også af rådsresolutionen, om den økonomiske og monetære union (side 53, note 2), at Rådet anser en traktatændring for nødvendig, hvis de ønskede foranstatninger hverken har hjemmel i en speciel traktatbestemmelse eller i art. 235.
99
