Der er ingen tvivl om, at indsættelsen af art. 235 har haft til formål at muliggøre en udfyldning af de huller, der måtte vise sig at være i traktaten som følge af, at man ved traktattekstens udarbejdelse har overset et eller andet praktisk problem i forbindelse med gennemførelsen af traktatens formål.[1] Art. 235 må netop ses på baggrund af det strengt gennemførte legalitetsprincip inden for De europæiske Fællesskaber.
Den anvendelse, Rådet hidtil bar gjort af art. 235, bekræfter, at bestemmelsen har dette begrænsede formål. Med hjemmel i bestemmelsen har Rådet bl. a. truffet beslutning om at fremskynde gennemførelsen af toldunionen og fastsat regler om toldværdi, oprindelse og transitvilkår for varer, der indføres til det fælles marked, samt regler om den fælles strukturpolitik inden for fiskerisektoren.
Det europæiske Parlament har tidligere ytret ønske om, at art. 235 anvendes i videre omfang, end det har været tilfældet.[2] Når der ikke har været sikker hjemmel for en retsakt i en af de specielle hjemmelsbestemmelser, har Rådet imidlertid ofte foretrukket at benytte sig af en særlig form for vedtagelser, der benævnes som „vedtagelser af de i Rådet forsamlede regeringsrepræsentanter“. Disse vedtagelser har ikke hjemmel i fællesskabstraktaterne og må derfor i princippet behandles som almindelige folkeretlige aftaler. Dette medfører bl. a., at vedtagelserne ikke omfattes af fællesskabsdomstolens kompetence – et forhold, som b.de Kommissionen og Parlamentet finder uheldigt.
Det kan ikke udelukkes, at Rådet i fremtiden vil vælge at benytte art. 235 i videre omfang end hidtil,[3] men anvendelsen af artiklen forudsætter enstemmighed i Rådet, og artiklen indeholder visse klare begrænsninger.
Art. 235 kan kun anvendes, når følgende betingelser er opfyldt:
– den foreslåede handling skal være påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål,
– handlingen skal ligge inden for fællesmarkedets rammer,
- ↑ Se herved Wohlfarth m. fl.: Die europäische Wirtschaftgemeinschaft (1960) side 608, van der Meersch m. fl.: Droit dés Communautes Européennes (Les Novelles) side 236 og Gide m. fl.: Dictionnaire du Marché Commun, Droit Communautaire side 11 f. Se også Isi Foighel: EF-Funktion og Regler, side 57 ff.
- ↑ F. eks. Parlamentets resolution af 18. oktober 1962 vedrørende EF's femte årsberetning, EFT 1962, side 2670.
- ↑ Det kan herved nævnes, at den resolution, der den 8.-9. februar 1971 blev vedtaget
om den etapevise gennemførelse af den økonomiske og monetære union, nævner, at „Rådet
og i givet fald repræsentanter for medlemsstaternes regeringer ... fastlægger de forholdsregler, der efter overgangen til den anden etape fører til den fuldstændige gennemførelse af den
økonomiske og monetære union enten
– på grundlag af traktatens nugældende bestemmelser
– på grundlag af art. 235
– på grundlag af art. 236 i traktaten“.
Baggrunden for, at det således i resolutionen står åbent, på hvilket traktatmæssigt grundlag det økonomisk-politiske samarbejde skal videreføres, er, at Rådet endnu ikke har taget stilling til, hvor vidtgående et samarbejde, der vil blive tale om i denne forbindelse. Der er tale om tre alternativer: Visse foranstaltninger kan allerede træffes på grundlag af de eksisterende regler i traktaten. Andre former for udvidet samarbejde falder inden for EF's rammer og de øvrige betingelser i art. 235, således at denne bestemmelse kan benyttes som hjemmel. Endelig har man ikke på forhånd udelukket muligheden for, at samarbejdet om den økonomiske og monetære union kan gå ud over EØF-traktatens rammer, således at en traktatændring efter art. 236 er nødvendig, heri indbefattet ratifikation af alle medlemsstater i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.
100
