hedsområde, eller hvis den påkrævede handling ville stride mod en af traktatens øvrige bestemmelser, må traktaten ændres.
Efter art. 236 træder en sådan ændring først i kraft, når den er blevet ratificeret af alle medlemsstaterne i, overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser. Dette betyder bl. a., at en traktatændring, der indebærer overladelse af yderligere beføjelser til at fastsætte umiddelbart anvendelige regler, for Danmarks vedkommende vil nødvendiggøre en ny lov, der skal vedtages i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 20.[1]
Efter justitsministeriets opfattelse kan der herefter ikke være tvivl om, at bestemmelsen i art. 235 og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige traktater ikke går ud over den begrænsning, der ligger i grundlovens krav om, at beføjelser kun må overlades i nærmere bestemt omfang.
3. Beføjelser kan alene overlades til „mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig rets orden og samarbejde“.[2]
Det er givet, at Fællesskabernes institutioner er „mellemfolkelige“ i grundlovens forstand. Institutionerne er oprettet ved „gensidig overenskomst“. Fællesskabsinstitutionernes beføjelser er de samme i forhold til samtlige medlemsstater. Der er ikke ved traktaterne sket nogen vilkårlig diskrimination med hensyn til den indflydelse, medlemsstaterne kan udøve inden for Fællesskaberne.
At Fællesskaberne er oprettet „til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde“ kan heller give anledning til tvivl. Der ligger ikke i denne betingelse nogen forudsætning om, at organisationen skal være verdensomspændende. Som nævnt foran i afsnit III, henviste Forfatningskommissionen i sine bemærkninger til bestemmelsen netop til det eneste dengang eksisterende fællesskab, Det europæiske Kul- og Stålfællesskab, som et eksempel på en organisation, der ville være omfattet af bestemmelsen.
4. a. Fællesmarkedstraktaten fastsætter i artikel 240, at „denne traktat er indgået for ubegrænset tid“. Det samme gælder, for så vidt angår traktaten om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab, jfr. denne traktats artikel 208, hvorimod traktaten om oprettelse af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab ifølge denne traktats artikel 97 er indgået for en periode af 50 år fra tidspunktet for dens ikrafttræden.
Ved at tiltræde De europæiske Fællesskaber påtager den danske stat sig herefter principielt en folkeretlig forpligtelse til ikke énsidigt og vilkårligt[3] at opsige de
nævnte traktater, for Kul- og Stålfællesskabstraktatens vedkommende dog kun indtil udløbet af dennes gyldighedsperiode.
- ↑ Se dog herved ovenfor afsnit III under punkt 2.
- ↑ Se om disse betingelser Poul Andersen: Dansk Statsforfatningsret, side 497, Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I, side 410 f. og Max Sørensen: Statsforfatningsret, side 307 f.
- ↑ Om de begrænsninger i de nævnte traktatbestemmelsers rækkevidde, der følger af almindelige folkeretlige principper, henvises til bemærkningerne heroin hos Max Sørensen, Juristen 1963, side 78 og 1971, side 438. Det fremhæves her, at en medlemsstat under ganske særlige omstændigheder, som ikke på forhånd lader sig definere, vil kunne frigøre sig fra sine forpligtelser ifølge traktater.
