Side:Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk tiltrædelse af de Europæiske Fællesskaber.pdf/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Redegørelsens omtale af De europæiske Fællesskabers regler er i det væsentligste begrænset til reglerne i Det europæiske økonomiske Fællesskab (Fællesmarkedet - EØF). Som bekendt består Fællesskaberne endvidere af Det europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) og af Det europeiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Medens reglerne i EURATOM, der er oprettet samtidig med Fællesmarkedet, i det væsentlige svarer til reglerne i dette fællesskab, gælder der på flere punkter afvigende regler i det seks år ældre Kul- og Stålfællesskab. Imidlertid er Fællesmarkedet så langt det mest omfattende af de tre fællesskaber, og tilslutningen til dette fællesskab har langt videre følger for Danmark end tilslutningen til de to andre fællesskaber. Hertil kommer, at den fortsatte udvikling af Fællesskabernes politik i alt overvejende grad må forventes at foregå inden for rammerne af Fællesmarkedet, og at den sammenslutning af de tre fællesskaber, som er et erklæret mål, utvivlsomt vil ske på grundlag af Fællesmarkedets regler. Den offentlige debat om de spørgsmål, der berøres i redegørelsen, har da også så godt som udelukkende drejet sig om dette fællesskab.


68