AFSNIT I
Dansk rets almindelige regler om opfyldelse al traktatmæssige forpligtelser
1. Traktater og den folkeretlige sædvaneret
De folkeretlige regler, der regulerer den danske stats forhold til andre stater og til mellemfolkelige institutioner, beror i det væsentlige dels på de traktater, Danmark har indgået eller har tilsluttet sig, dels på den såkaldte folkeretlige sædvaneret.
I overensstemmelse med sædvanlig juridisk sprogbrug anvendes udtrykket „traktat“ i det følgende som en samlebetegnelse for de folkeretlige regler, to eller flere stater (eller eventuelt mellemfolkelige institutioner) ved aftale er blevet enige om at anvende på deres indbyrdes forhold.
Den folkeretlige sædvaneret anvendes som betegnelse for de folkeretlige regler, der forudsætningsvis kommer til udtryk i staternes handlemåde.
Selv om staterne på et bestemt område altid iagttager samme handlemåde, kan denne dog ikke uden videre tages som udtryk for en folkeretlig retssædvane. Dette beror på, at staterne ofte lader sig motivere til en bestemt optræden af andet end rent retlige overvejelser, f. eks. af hensynet til at styrke eller udvikle de venskabelige forbindelser. Kun i det omfang handlemåden afspejler en underliggende retsindstilling – en følelse af, at den fulgte handlemåde har været folkeretligt påbudt, berettiget eller lignende - får den karakter af en folkeretlig sædvaneretsregel.[1]
Bl. a. som følge af de nævnte forhold kan der ofte herske begrundet tvivl om indholdet og rækkevidden af en folkeretslig retssædvane, herunder om, hvorvidt retssædvanen er almindelig eller kun bindende for forholdet mellem enkelte stater.
Den folkeretlige sædvaneret kan normalt fraviges mellem parterne ved traktat.
I det følgende anvendes udtrykket „folkerettens almindelige regler“ i det væsentlige som ensbetydende med den almindelige folkeretlige sædvaneret.
2. Indholdet af traktatmæssige forpligtelser
De folkeretlige forpligtelser, som den danske stat har påtaget sig og fremtidig påtager sig ved indgåelse af traktat med andre stater eller med mellemfolkelige institutioner, kan have meget forskelligt indhold.
Med nogen forenkling kan det dog siges, at en traktatmæssig forpligtelse for den danske stat typisk vil gå ud på, at danske myndigheder skal foretage, eller omvendt undlade at foretage, nærmere angivne faktiske handlinger eller retlige dispositioner. Den dansk stat har derfor opfyldt sine folkeretlige forpligtelser efter en indgået traktat, sa længe danske myndigheder faktisk optræder i overensstemmelse med traktatens krav (løbende opfyldelse).
Dette udgangspunkt medfører på den ene side, at det ikke ubetinget vil være tilstrækkeligt for den danske stat til opfyldelse af en indgået traktat at bringe gæl-
- ↑ Se i det hele nærmere Alf Ross: Folkeret (4. udg. 1961) side 102-105 og samme: Om Ret og Retfærdighed (1953) side 111 f.
69
