dende dansk lovgivning i overensstemmelse med traktatens indhold (abstrakt opfyldelse); det afgørende er, at der faktisk sker en løbende opfyldelse af traktatens bestemmelser i dansk forvaltning og retspleje. På den anden side er opretholdelsen af en vis lovgivningstilstand ikke i sig selv folkeretsstridig, blot fordi den åbner mulighed for, at danske myndigheder med hjemmel i gældende lovgivning kan optræde på en made, der er i strid med traktaten; det afgørende er, om denne mulighed faktisk udnyttes.[1]
Det angivne udgangspunkt kan fraviges ved traktat. Det forekommer således, at en traktat forpligter staterne til at gennemføre eller opretholde bestemte regler i lovs form, ja endog som grundlov.[2]
Hvis forholdet ikke på denne made er reguleret ved traktat, star det efter folkerettens almindelige regler en stat, der har indgået eller tilsluttet sig en traktat, frit for, i hvilket omfang og på hvilken made den på forhånd vil sikre sig, at statens administrative myndigheder og domstole faktisk optræder i overensstemmelse med traktatens krav.[3]
Spørgsmålet om, i hvilket omfang og på hvilken måde en traktatmæssig forpligtelse på forhånd bør sikres opfyldt af de enkelte parter, må derfor i de sædvanlige tilfælde besvares med udgangspunkt i hver af de pagældende staters egen retsorden, for Danmarks vedkommende med udgangspunkt i dansk rets regler om offentlige myndigheders retsforhold.
3. Legalitetsprincippet i dansk ret
Til brug for bedømmelsen af, hvorledes den danske stat kan sikre opfyldelsen af en traktatmæssig forpligtelse, vil det være hensigtsmæssigt indledningsvis at redegøre for de grundlæggende regler, der gælder for de myndigheder, hvis virksomhed, dersom den er i strid med traktatens krav, kan udgøre et folkeretsbrud. De typer af myndigheder, der kommer i betragtning, er – når der indtil videre bortses fra lovgivningsmagten – administrative myndigheder, domstole og regeringen.
a. Det er en grundsætning i dansk ret, udtrykt i princippet om lovmæssig forvaltning (legalitetsprincippet), at administrative myndigheders virksomhed skal have hjemmel i gældende ret, og at der ikke må foretages noget, der er i strid med loven.
Rækkevidden af denne grundsætning kan i forskellige tilfælde give anledning til tvivl. Dette gælder navnlig det forstnævnte element i princippet om lovmæssig forvaltning, kravet om hjemmel for administrative myndigheders virksomhed.
Dette krav gælder utvivlsomt med hensyn til den del af forvaltningens virksomhed, der går ud på udfærdigelse af offentligretlige retsakter (f. eks. udfærdigelse af generelle retsregler i form af anordninger eller bekendtgørelser og af konkrete afgørelser i forhold til enkeltpersoner), om end der ikke i alle tilfældegrupper stilles lige stor krav til hjemmelsgrundlaget. Der stilles således ikke ubetinget krav om,
- ↑ Jfr. Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater (1970) side 125 f. og side 130 f. og Alf Ross: Folkeret side 70 og side 299, jfr. samme, Juristen 1972 side 165, note 15.
- ↑ Se Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 126-130. Der bortses i det følgende fra sådanne tilfælde; se herom nærmere nedenfor punkt 6 c.
- ↑ Se nærmere nedenfor under punkt 4.
70
