at retsakter skal have hjernmel i en egentlig lov eller i administrative retsforskrifter; også andre almindeligt accepterede retskilder kan komme i betragtning.[1]
For så vidt angår den del af forvaltningens virksomhed, der alene består i foretagelse af faktiske handlinger, er indholdet og rækkevidden af hjemmelskravet væsentligt mere usikkert. Det samme gælder med hensyn til en administrativ myndigheds indgåelse af kontraktsforhold.[2]
b. Også for domstolene gælder et legalitetsprincip, i hvert fald i den forstand, at
en retsafgørelse, der indeholdt en bevids tilsidesættelse af en udtrykkelig
lovbestemmelse, måtte anses for retsstridig.[3]
I forhold til domstolene har det i legalitetsprincippet liggende krav om positiv hjemmel for trufne afgørelser imidlertid næppe helt samme indhold som i forhold til administrative myndigheder.
Dette spørgsmål kan ikke anses for løst ved bestemmelsen i grundlovens § 64, 1. pkt., der fastsætter, at „dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven“. Denne besternmelse må i første række forstås som en præcisering af domstolenes uafhængighed i forhold til regering og administration; det tilsigter derimod ikke at foretage en positiv beskrivelse af, hvilket retligt grundlag der skal være for domstolenes afgørelser.[4] En sådan beskrivelse må altså foretages på andet grundlag. Og dette grundlag er domstolenes egen praksis.
En gennemgang heraf vil vise, at domstolene som grundlag for deres afgørelser ikke blot anvender skrevne retsregler – grundlov, love, anordninger, bekendtgørelser o. s. v. – men ogsa uskrevne retskilder, herunder navnlig retsgrundsætninger, der har fundet udtryk i tidligere retsafgørelser, samt i det hele de faktorer, der indgår som almindeligt accepterede elementer i den såkaldte juridiske metode.
For så vidt kan det siges, at der både for administrative myndigheder og for domstolene gælder et krav om, at trufne afgørelser skal have hjemmel i „gældende ret.“ Der er dog næppe tvivl om, at domstolene her i landet, når bortses fra sager inden for strafferetsplejen, anses for berettigede til at træffe afgørelser på et mindre klart hjemmelsgrundlag end det, der i et tilsvarende tilfælde ville blive krævet af en administrativ myndighed.
c. Efter grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., handler „kongen ...
på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender“.
Den beføjelse, der hermed er tillagt regeringen, beror umiddelbart på grundloven. Dette indebærer dels, at regeringen ikke behøver yderligere hjemmel for lovligt at kunne foretage de dispositioner, der omfattes af bestemmelsen, dels, at
- ↑ Der kan f. eks. henvises til Poul Andersen: Dansk Forvaltningsret (5. udg. 1965) side 387 ff., smh. m. side 248 f. og Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret (2. udg. 1966) II side 471 ff. (Kapitel XXVIII).
- ↑ Se herved Poul Andersen: Dansk Forvaltningsret side 394 f. og Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 111.
- ↑ Der bortses fra tilfælde, hvor der er sporgsmål om lovbestemmelsens forenelighed med grundloven.
- ↑ Jfr. nærmere Poul Andersen: Dansk Statsforfatningsret (1954) side 574-576, Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret II side 539-542 og Max Sørensen: Statsforfatningsret (1969) side 155-157.
71
