der ikke ved en almindelig lovbestemmelse kan gøres indskrænkning i regeringens beføjelse til at foretage sådanne dispositioner.[1]
På dette område får legalitetsprincippet således ingen anvendelse.
Dette er dog ikke ensbetydende med, at regeringen statsretligt står ganske frit med hensyn til handlinger på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Til foretagelse af visse dispositioner skal regeringen efter grundlovens § 19 indhente folketingets samtykke, således f. eks. til foretagelse af dispositioner, der medfører en „... forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning“. Efter grundlovens § 19, stk. 3, påhviler det endvidere regeringen forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde at rådføre sig med det udenrigspolitiske nævn.
4. Legalitetsprincippets betydning for muligheden af at sikre Danmarks opfyldelse af traktatmæssige forpligtelser
Spørgsmålet om, hvorledes man her i landet kan sikre opfyldelsen af en traktatmæssig forpligtelse, må bedømmes med udgangspunkt i de ovenfor under punkt 3 beskrevne grundsætninger.
a. Opfyldelsen af en traktatmæssig forpligtelse giver ikke anledning til statsretlige problemer i det omfang, forpligtelsen alene vedrører et omrade, hvor legalitetsprincippet ikke gælder.
Som anført ovenfor under punkt 3 c er dette navnlig tilfældet, for så vidt angår regeringens beføjelser efter grundlovens § 19 til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Indgår regeringen en traktat, der alene vedrører dens udnyttelse eller undladelse af at udnytte den mellemfolkelige handleevne efter grundlovens § 19 f. eks. en traktat om Danmarks anerkendelse af en international domstols jurisdiktion – vil regeringens efterfølgende optræden i overensstemmelse med konventionens krav altid have fornøden hjemmel i grundlovens § 19 og aldrig kunne være i strid med en dansk lovbestemmelse. Statsretligt vil det derfor altid stå i regeringens magt at optræde i overensstemmelse med en sådan rent folkeretlig traktats krav. Og sålænge den til enhver tid siddende regering faktisk optræder i overensstemmelse hermed, har den danske stat opfyldt sine folkeretlige forpligtelser i forbindelse med traktaten. Yderligere opfyldelsesskridt er ikke påkrævede, hverken efter dansk ret[2] eller efter folkerettens almindelige regler.[3]
b. I praktisk talt[4] alle andre tilfælde vil opfyldelsen af en traktatmæssig forpligtelse derimod kunne give anledning tilproblemer i forhold til legalitetsprincippet. Disse problemer kan opstå på to måder:
- ↑ Jfr. således navnlig Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret I side 380, jfr. side 240 f og side 267 f. Som andre tilsvarende eksempler kan nævnes regeringens beføjelse efter grundlovens § 24 til at benåde og give amnesti.
- ↑ Jfr. Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 106-108.
- ↑ Jfr. ovenfor under punkt 2.
- ↑ Se herved Ole Espersen: Indgåelse og Opfyldelse af Traktater side 112 f., om traktater, som kan opfyldes i kraft af administrationens udførelse af dens almindelige forvaltningsopgaver.
72
