2. Forholdet mellem umiddelbart anvendelig fællesskabsret og dansk lovgivning
(Spørgsmålet om Fællesskabsrettens „forrang“)
a. Fællesskabsret, der ikke er umiddelbart anvendelig, skaber alene rettigheder eller pligter for medlemsstaterne. Hvis en medlemsstat udsteder regler i strid med sådanne fællesskabsregler, er der ingen tvivl om, at de nationale retsanvendende myndigheder skal anvende den nationale regel. Kommissionen eller en af de andre medlemsstater vil som nævnt i afsnit II kunne indbringe den pågældende medlemsstat for fællesskabsdomstolen, som i sin afgørelse kan konstatere, at medlemsstaten ikke har overholdt sine forpligtelser, jfr. herved fællesmarkedstraktatens art. 169 og 170. Den pågældende medlemsstat er som nævnt forpligtet til at rette sig efter fællesskabsdomstolens afgørelse. Skulle den imidlertid mod forventning ikke gøre dette, indeholder traktaterne ikke regler om tvangsmæssig gennemførelse af afgørelsen.
Umiddelbart anvendelig fællesskabsret skaber som nævnt foran under punkt I direkte rettigheder og pligter for borgerne og virksomhederne i medlemsstaterne og skal anvendes af de nationale retsanvendende myndigheder. De nationale myndigheder kan derfor komme ud for at skulle benytte umiddelbart anvendelige fællesskabsregler og national lovgivning i samme sag. Hvis en medlemsstat gennemfører lovregler, der strider mod umiddelbart anvendelige fællesskabsregler, opstår der en konflikt mellem disse regler, som må loses af de nationale myndigheder, der skal anvende reglerne i en konkret sag.
Der er enighed om, at en fællesskabsregel, der er vedtaget efter den nationale regel, vil fortrænge denne i overensstemmelse med den almindelige fortolkningsregel, hvorefter nyere lovgivning fortrænger ældre.[1] En egentlig konflikt opstår kun, når den nationale lovregel er nyere end Fællesskabsreglen.[2]
Af redegørelsen i afsnit II punkt 3 om fællesskabsdomstolens kompetence fremgår det, at den konkrete konflikt mellem en umiddelbart anvendelig fællesskabsregel og en national retsregel kun kan opstå på det nationale plan, og at den kun kan løses af en national domstol. Det er fællesskabsdomstolens opgave at fortolke traktaterne og at tage stilling til gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra Fællesskabernes institutioner. Derimod har fællesskabsdomstolen ingen beføjelse til at erklære en national lov for ugyldig. Det er således altid den nationale domstol, der afgør, om og hvorledes den nationale lov skal anvendes i den foreliggende sag. Dette gælder, selv om det efter den fortolkning, som fællesskabsdomstolen har givet af fællesskabsretten, måtte vare utvivlsomt, at den nationale lov strider mod fællesskabsretten.
b. Fællesskabsdomstolen har imidlertid i sager, der har været forelagt af en
- ↑ Den såkaldte „lex posterior“-regel. Se om denne fortolkningsregel og dens
rækkevidde Alf Ross: Om Ret og Retfærdighed, side 153 og samme, Juristen 1972, side 163 f.
Uanset dette forhold er det naturligvis af ordensmæssige grunde ønskeligt, at danske lovbestemmelser, der er fortrængt af en senere umiddelbart anvendelig fællesskabsregel, bliver ophævet eller ændret formelt ved en ny dansk lov. En del af de forslag til følgelove, der er fremsat for folketinget, har dette formål. - ↑ Der bortses her og i det følgende fra konflikten mellem umiddelbart anvendelige fællesskabsregler og bestemmelser i grundloven. Dette spørgsmål behandles nedenfor under punkt 3.
109
