De forpligtelser, man har påtaget sig i traktaten om fællesskabets oprettelse,
ville ikke være ubetingede, men alene eventuelle, hvis de kunne påvirkes af de
underskrivende staters fremtidige love.
Når retten til at lovgive ensidigt er tillagt medlemsstaterne, er det i medfør af en præcis og speciel bestemmelse (se f. eks. art. 15, 93 (3) og 223-225).
I øvrigt er anmodninger fra medlemsstaterne om undtagelser undergivet godkendelsesprocedurer (se f. eks. art. 8 (4), 17 (4), 25, 26, 93 (2, 3) og 226), som ville være uden mening, hvis medlemsstaterne havde mulighed for at unddrage sig forpligtelser ved hjælp af en almindelig lov.
Fællesskabsrettens forrang bekræftes af art. 189, som bestemmer, at forordninger er „bindende“ og „gælder umiddelbart i hver medlemsstat“. En sådan bestemmelse, som ikke er undergivet noget forbehold, ville være uden betydning, hvis en medlemsstat ensidigt kunne ophæve virkningerne ved hjælp af en lov, der kunne påberåbes mod fællesskabsreglerne.
Det følger af alle disse betragtninger, at de retsregler, der er skabt af traktaten, som hidrørende fra en selvstændig retskilde, på grund af deres særegne, selvstændige beskaffenhed ikke kunne blive retsligt modsagt af nogen som helst national regel uden at miste deres fællesskabskarakter, og uden at det retlige grundlag for selve Fællesskabet blev undergravet.
Den overladelse, der er foretaget af medlemsstaterne fra deres egen retsorden til fordel for fællesskabsretsordenen af rettigheder og pligter svarende til traktatens bestemmelser, medfører altså en endelig begrænsning af deres suveræne rettigheder, mod hvilken en efterfølgende ensidig retsakt, der er i strid med fællesskabsbegrebet, ikke kan gøres gældende.
Som følge heraf må art. 177 anvendes uanset enhver national lov i de sager,
hvor der rejses et spørgsmål om fortolkning af traktaten.“c. Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark uden en grundlovsændring kan opfylde de forpligtelser, der følger af fællesskabsdomstolens praksis på dette område, har varet indgående debatteret i den juridiske faglitteratur.[1]
Efter justitsministeriets opfattelse bor spørgsmålet bedømmes med udgangspunkt i de synspunkter, der er anført i afsnit I. I det følgende vil der så vidt muligt blive anvendt samme systematik som i dette afsnit.
I°. Forpligtelsernes indhold
Efter afgørelsen i Costa-ENEL sagen kan der ikke være tvivl om fællesskabsdomstolens stilling. Anvendelsen af umiddelbart anvendelig fællesskabsret må ikke hindres af modstridende national lovgivning. Domstolens begrundelse for dette resultat er også ganske klar. Fællesskaberne vil ikke kunne fungere i overensstemmelse med traktatens formal og ånd, hvis de umiddelbart anvendelige fællesskabsregler ikke anvendes i samtlige medlemsstater. Selve begrebet „umiddelbart anvendelig fællesskabsret“ ville blive uden betydning, hvis sådanne fællesskabsregler kunne tilsidesættes af en ensidig lovgivningsakt fra en medlemsstats side.
- ↑ Max Sørensen, Juristen 1963 side 58 f, 197I side 434 ff, og 1972 side 1i7 ff. Isi Foighel, Juristen 1968 side ios ff. og samme: EF - Funktion og Regler side 69 ff. og side 220 f., Alf Ross, Juristen 1972 side 161 ff., Holger Steen Sørensen, Juristen 1972 side 272, Carl August Fleischer, Juristen 1972, side 311 ff. og Jens Fejø, T.f.R. 1972 side 173 ff.
111
